ANNONCE

Fredericia-skandalen: Forhold gør beslutninger ugyldige

12. marts 2021 10:35 | Af: Uffe Dahl, newsbreak.dk - mail: redaktion@newsbreak.dk

Et muligt forhold mellem den tidligere borgmester i Fredericia og kommunaldirektøren er en bombe under kommunen. Ekspert Roger Buch vurderer, at beslutninger kan være ugyldige på grund af forholdet

Fredericia-skandalen: Forhold gør beslutninger ugyldige
Daværende borgmester Jacob Bjerregaard og kommunaldirektør Annemarie Schou Zacho-Broe og økonomi- og personalechef Tommy Abildgaard. Foto: Peter Leth-Larsen

Citathistorie: Kommunen.dk

Når Fredericia Kommune senere idag offentliggør en advokatundersøgelse, ventes det, at den vil afdække, at den tidligere borgmester Jacob Bjerregaard (S) og den hjemsendte kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe har haft et intimt forhold.

Ekstra Bladet skriver, at der ifølge flere kilder har være et “upassende forhold” mellem de to.

Er det tilfældet, vil følgerne være meget alvorlige.

Newsbreak.dk har forsøgt at få en kommentar fra den tidligere borgmester Jacob Bjerregaard til de meget alvorlige anklager. Men han er ikke vendt tilbage.

Forskningslektor Roger Buch, Danmarks Medie og Journalisthøjskole, er ekspert i kommunale forhold og har fulgt sagen fra Fredericia tæt. Han er ikke i tvivl:

– Ekstra Bladets artikel beskriver et potentielt meget alvorligt tilfælde af inhabilitet. Hvis de har et seksuelt forhold, vil både kommunaldirektør og borgmester være inhabile efter forvaltningslovens §3 og opsamlingspunkt nr. 5, forklarer han.

Roger Buch tilføjer, at det betyder, at der formentlig vil være tale om myndighedsinhabilitet:

– Alle beslutninger, som er truffet, mens det intime forhold findes, er muligvis ugyldige. Det skal dog formentlig vurderes konkret i hver enkelt sag efter forvaltningslovens §3, jf. stk. 2.

Strafbart

Og det stopper ikke her. Ifølge Roger Buch har både borgmester og kommunaldirektør begået pligtforsømmelse.

– Begge parter er inhabile og har åbenlyst været eller burde været vidende om det, men der er umiddelbart ingen straf forbundet med det ifølge forvaltningsloven. Men ikke at stoppe forholdet eller erklære sig inhabil må betragtes som pligtforsømmelse, siger han og henviser til straffelovens § 157, som har en straframme op til et års fængsel for ledende medarbejdere.

Ekstra Bladet skriver også, at en medarbejder, som gjorde opmærksom på det intime forhold, blev afskediget og oplevede dette som en konsekvens af at have påpeget det problematiske forhold.

Hertil siger Roger Buch:

– Det er en ekstremt alvorlig anklage, som i givet fald er magtfordrejning og embedsmisbrug. Strafferammen er op til fire måneders fængsel, men kan skærpes op til to år.

Undersøgelse

Tidligere borgmester Jacob Bjerregaard gik af i december sidste år. Siden blev kommunaldirektør Annemarie Zacho-Broe og økonomi- og personalechef Tommy Abildgaard sendt hjem, mens en advokatundersøgelse foregik.

Konklusionerne af den undersøgelse er kommunen med den nye borgmester Steen Wrist (S) i spidsen nu klar til at præsentere i dag på et pressemøde kl. 11. Advokatfirmaet Horten står bag undersøgelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu