Freja bekæmpede skovbrande i Sverige: -Jeg måtte lige spørge familien, om det var okay

1. december 2018 19:11 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

22-årige Freja Kidal har bekæmpet skovbrand i Sverige og træner lige nu med benhårde hunde i USA. Hun elsker at hjælpe andre.

Mange beredskaber råber vagt i gevær. De har svært ved at få frivillige brandfolk ansat.

Samtidig har de fleste 22-årige travlt. I den alder er der nok at se til, holde styr på og nå. Sådan er det også for 22-årige Freja Kidal, der til daglig bor i Søborg. Dog har de færreste travlt med det samme, som Freja har. Hun bekæmper brande – og endda ikke kun i Danmark.

I øjeblikket er den 22-årige dansker i Wilmington, en by i delstaten North Carolina, USA, hvor et praktikforløb med speciale i strategisk forebyggelse af brand er i fuld gang.

Herhjemme er Freja i fuld gang med en uddannelse i katastrofe- og risikomanagement. Ved siden af arbejder hun fast som studentermedhjælper hos Hovedstadens Beredskab, er en del af frivilligkorpset samme sted, og når det er sommer, så lokker festivalerne – med sikkerhedsarbejde, forstås.

– Jeg har virkelig travlt, men det er også nu, jeg har tiden til det, forklarer hun, da Newsbreak.dk fanger Freja over en video-forbindelse. Hun er trods alt i Wilmington.

Det hele var et tilfælde

Selv om det umiddelbart lyder som om, livet er brolagt fra nu til pensionen for den 22-årige sjællænder, så er det nu ikke tilfældet. Freja lader forstå, at hun arbejder hårdt for at opnå det, hun gerne vil, men hvad det er, er stadig ikke helt på plads.

– Indsatsleder i beredskabet er noget, jeg gerne vil. Ledelse er spændende, og jeg kan godt lide at være ude i felten. Min uddannelse er jeg færdig med om et halvt år, og så står jeg over for, hvad der så skal ske, siger hun og peger på et andet ønske. At blive officer i Søværnet. Heller ikke noget, man bare lige bliver.

Faktisk stod det ikke skrevet i babytegningerne, at Freja skulle blive brandbekæmper. Det ændrede et praktikforløb dog på. Professionsbacheloren Katastrofe- og risikomanager er bred og giver således mange færdigheder. Den ledte Freja på sporet af flammerne, så hun havnede hos Østsjællands Beredskab i praktik – og så lyset, så at sige.

Netop praktikken er det, der har ført den Freja godt 6000 kilometer vestpå. Til North Carolina. Her nyder de lokale godt af hendes kunnen og søgen efter viden.

At hjælpe er at leve

15 ugentlige timer som studentermedhjælper hos Hovedstadens Beredskabs station på Frederiksberg, fire timer med frivilligt arbejde hos samme beredskab, yderligere timer til ekstra uddannelse og udkald, når der er brand i København. Alt sammen ved siden af et fuldtidsstudie.

Det er nok til at gøre de fleste forpustet. I hvert fald mig, men for Freja Kidal er det komplet naturligt og nødvendigt. Hun medgiver dog – lidt tøvende – at det er hårdt.

– Jeg elsker det, jeg laver. Jeg elsker at kunne hjælpe andre. Det hele går op ved, at jeg læser op om søndagen, så jeg er forberedt på den kommende uge i skolen, siger hun.

Det lyder komplet vanvittigt, men Freja har faktisk god tid til et liv ved siden af brandbekæmpelse og uddannelse. I hvert fald, når hun er hjemme i Danmark. Hver uge ser hun sin mor, og hver aften slukker hun sin telefon for at kunne koble af i fred. Et sted har den 22-årige dog taget en beslutning stik mod mange jævnaldrende. Freja fester ikke rigtig – med “bajere” og den slags. Der er også forskel på at være festlig og på at feste.

Et svensk motivationsboost

Dedikationen til sit arbejde fik det svenske broderfolk i den grad at mærke, da Sverige i sommeren var hårdt ramt og plaget af adskillige farlige og særdeles voldsomme skovbrande. Mere end 80 brande tvang folk fra hus og hjem, og det svenske brandfolk måtte have hjælp.

Via telefon blev Freja som en del af frivilligenheden i Hovedstadens Beredskab spurgt, om hun kunne tage af sted – og hvor længe. Selv om det var en svær beslutning, varede det ikke længe at tage den, fortæller hun.

– Egentlig sagde jeg, at jeg sådan set kunne tage af sted hurtigst muligt. Min bedstefar var dog ved at dø i de dage, så jeg måtte lige spørge familien, om det var okay med dem, at jeg tog af sted, siger hun.

Freja brugte en uge med at bekæmpe skovbrande i Sverige. Nogle gange 18 timer i døgnet som en del af brandkæderne, der skulle holde brandene tilbage. En træt og udmattet dansk ung kvinde fik dog et mentalt rygstød.

Pludselig en dag stod den svenske kronprinsesse Victoria med sin mand prins Daniel og takkede de mange brandfolk personligt. “Det var noget af et motivationsboost”, lyder det fra Freja, hvis bedstefar døde, mens hun befandt sig i Sverige.

Blandt unge og store brød

Som nævnt er Freja i gang med at blive endnu dygtigere, og det gør hun i Wilmington, der ligger i det sydøstligste af North Carolina. Her er hun i praktik og arbejder med et helt specifikt projekt, der skal gøre hende – og det lokale brandvæsen – klogere på, hvorfor der i specifikke området af byen er en større risiko for køkkenbrande.

Opholdet i Wilmington er også årsagen til, at Newsbreak.dk overhovedet bliver opmærksom på Freja. Det skyldes et Facebook-opslag fra Hovedstadens Beredskab.

– Jeg skal snart ud at følge dem på en vagt og køre med til brand som observatør. Det glæder jeg mig til, de er jo noget anderledes end i Danmark. Ellers har jeg bare fået trænet med dem, prøvet deres udstyr og så videre. De er rigtig gode til at hjælpe. Herovre er brandfolkene typisk lidt yngre end i Danmark. Jeg har også mødt fuldtidsansatte kvindelige brandfolk – der er lavere end mig, siger Freja Kidal med et grin.

I North Carolina og på de kanter taler alle om noget, der hedder southern hospitality. Sydlig åbenhed. Det er et fænomen, og det kan ikke beskrives, det skal opleves.

– De har taget så godt imod mig. Jeg blev inviteret til thanksgiving fire forskellige steder, og alle er bare så søde og rare, siger hun. Det understreges i øvrigt, da vores samtale kortvarig bliver afbrudt af to amerikanske kolleger, der pludselig afbryder og vinker på livet løs til mig.

22-årige Freja Kidal vender snuden hjem den 14. januar. Alle sejl sat mod at blive en endnu dygtigere og kompetent brandmand – det klinger lidt fjollet ikke? – og krisekontrollant. En af dem, der sørger for alle os andre.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu