ANNONCE

Frem med kælken: Nu kommer sneen

4. januar 2021 06:36 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

DMI forudser, at der især én dag i denne uge vil falde kælkeværdig sne flere steder.

Ganske sigende for 2020 faldt der ingen sne, da vinteren begyndt i december. 2021 starter til gengæld særdeles solidt ud på den konto, og Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) meddeler nu, at der formentlig midt i denne første hele uge af et nyt år kan falde sne, der retfærdiggør en tur i kælderen efter kælken.

Meteorolog Lars Henriksen siger til Newsbreak.dk, at det især er onsdag, der kan vise sig at blive snetoppet. Et lavtryk kommer ind, og det gør det interessant, hvis man finder glæde ved sne.

– Der kommer en del sne flere steder i landet, siger Lars Henriksen og supplerer med, at det dækker over mellem to til fem centimeter.

Mestendels gælder det for Jylland, at det bliver koldest, og sandsynligheden for sne er derfor højest. Omkring Østersøen er den lavest, da vandet endnu er for varmt til rigtig at give sne. Til gengæld kan det ske, at der også bliver sneklædt midt på Sjælland.

– Jeg vil absolut ikke udelukke, at man nogle steder kan få kælken i brug onsdag, siger Lars Henriksen. Temperaturerne midt på ugen ligger omkring frysepunktet og lidt over, så det vil nok være noget våd sjaskesne, og i perioder også blot slud.

– Vi bor jo – desværre, hvis man er til sne – med varmt vand omkring os, siger Henriksen.

Her sner det nu

Allerede på årets første mandag er det snevejr nogle steder i Jylland, lyder det fra DMI. Meteorologerne kan sidde og følge snefnug dale direkte på webkamera, mens Henriksen taler med Newsbreak.dk, så den er vist god nok.

– Det sner flere steder i Jylland lige nu, omkring Østersøen er det mere regn og til dels lidt slud, siger han.

På sin syvdøgnsudsigt skriver DMI blandt andet, at det mestendels er en skyet dag, men i de sydlige egne kan solen kigge forbi med mellemrum. Skyerne fortsætter med at præge både aften og nat, så det er ikke utænkeligt, at lette snebyger igen falder.

Trods alt bliver det koldere om natten. Selv om der nu meldes om egentlig snevejr, så er det nu ikke fordi, vi er fanget i en dybfryser.

– Generelt ligger temperaturerne i denne uge omkring frysepunktet og op til to-tre grader varme om dagen, så det er jo ikke fordi, vi får egentlig dagsfrost, siger meteorologen. Om natten er temperaturen blot et nøk lavere.

“Der kan stedvis forekomme sne- og isglatte veje”, minder DMI i øvrigt om.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu