ANNONCE

Frustreret læge: Det er ikke let med letbanen

14. januar 2021 17:15 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Aarhus Letbane får kritik for at holde stille. Det giver mening

Frustreret læge: Det er ikke let med letbanen
Aarhus Letbane har flere gange i januar 2021 haft problemer med at køre. Foto: Peter Koch

Hans Michael Betsch er læge ved Aarhus Universitetshospital. Han bor i Løgten, og hans daglige transportvalg er Aarhus Letbane.

Han har en forventning om, at letbanen skal kunne køre i det normale danske vintervejr, herunder solskin, efterårsregn og sne, og slud.

– Det skal letbanen være i stand til at kunne klare, siger Hans Michael Betsch til Newsbreak.dk.

En tirsdag i januar levede letbanen ikke op til Hans Michaels forventninger.

Trafikken var indstillet i flere timer grundet is på køreledningerne, noget der er sket tit nok til, at Hans Michael Betsch bruger et særligt begreb om det, når man taler med ham. Han kalder det for isaflysninger.

Frustrerede passagerer

Temperaturen ligger omkring frysepunktet en onsdag i januar. Fra himlen daler sneen ned over pandemiramte Danmark. Busser, tog og letbaner skal køre med halv kapacitet, og danskerne opfordres til at arbejde hjemmefra. Der er dog stadig liv på perronerne på Aarhus Hovedbanegård, blandt andet i letbanens ende, der holder til på spor 0 og spor 1.

Letbanen kører også denne onsdag, godt nok med en forsinkelse her og et aflyst tog der. Men det er stadig bedre end døgnet før, hvor Aarhus Letbane helt måtte opgive at køre i nogle timer grundet frost på køreledningerne.

Aflysningerne fik frustrerede passagerer til tasterne på en privat passagerklub for letbanen, der holder til på Facebook. Tirsdag gik snakken om aflyste tog, og frustrationerne fik frit løb.

Imens stod letbanen stille, og folk måtte rejse med alternativer i form af erstatningsbusser.

Letbanen siger selv, at deres brugere er glade. Konklusionen sker på baggrund af en brugerundersøgelse foretaget blandt 760 passagerer i Aarhus Letbane, og undersøgelsen viste også, at et af de mest benyttede standsningssteder er Universitetshospitalet i Skejby.

Her arbejder Hans Michael Betsch. Han bor i Løgten, og derfor er han blandt de brugere der rejser ofte med letbanen, og overordnet set er han slet ikke utilfreds med brugeroplevelsen. Når altså letbanen kører.

I sin fritid er han administrator for Facebook-gruppen “Letbanen passagerklub,” hvor medlemmerne er gode til at hjælpe hinanden, blandt andet med information om driftsproblemer på letbanen.

Spørger man ham om, hvad der er frustrerende ved at rejse med letbanen, nævner han frost på køreledningerne, som han selv kalder for isaflysninger, hvor vejret sætter en stopper for letbanetrafikken.

– Der er sjældent problemer, men isaflysningerne er et stort problem. De rammer passagererne hårdt, de kommer uvarslet, og folk har ikke tillid til, at den kører igen i morgen siger Hans Michael Betsch.

Folk bliver bekymrede

Hans Michael Betsch rejste selv med letbanen onsdag. Uden problemer.

– Men mange var bekymrede, siger Hans Michael Betsch med henvisning til Facebook-gruppen “Letbanen passagerklub.”

Tirsdag blev det officielt annonceret, at letbanen havde problemer omkring 07.20. Men en lille time før det, var Hans Michael Betsch blevet advaret af en passager, der sad i et tog, der var kørt fast. Det frustrerer ham, at den besked først kommer officielt lang tid efter, at problemerne er opstået.

Ulempen

Hans Michael Betsch er ellers overordnet set glad for letbanen. Når den altså kører. Han siger, at togene er moderne og miljøvenlige, og driften er i dag mere stabil end i december 2017, hvor Aarhus Letbane begyndte at køre.

Der er derfor mange fordele ved at være pendler med letbanen.

– Ulempen er is på køreledningerne, siger Hans Michael Betsch.

Da Newsbreak.dk taler med Hans Michael Betsch opremser han tre problemer, der til sammen er med til at gøre ham frustreret som passager hos Aarhus Letbane.

Isaflysningerne er det første. Det andet er det informationskaos, han oplever efter isaflysningerne. Det tredje er resultatet af de to første. Hans Michael Betsch oplever, at passagernenes tillid til letbanen er lavere, end den fortjener.

– Statistikken siger, at den ikke kører så dårligt. Men oplever man det her aflysningsteater, så er det hårdt for alle, siger Hans Michael Betsch.

Det hele ramler

Newsbreak.dk har talt med Michael Borre, direktør for Aarhus Letbane, blandet andet om de såkaldte isaflysninger. Han fortæller, at man i lang tid har forsøgt at løse problemerne med is på køreledningerne, og før nytår troede man også, at man havde løst problemet. Så blev man ramt af to dage med så store problemer, at letbanen slet og ret stod stille.

– Vi har kørt og kørt, og en dag ramler det hele. Det er selvfølgelig enormt frustrerende, at det får så meget opmærksomhed, når togene står stille. Men når vi har lanceret en løsning, der ikke virker to gange i løbet af i år, forstår jeg godt, at det får en del opmærksomhed, siger Michael Borre.

Læs også: Total tågesnak – Derfor går det helt i stå

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu