Frygtet virus har nået Europa

15. november 2019 11:49 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Tre personer er blevet ramt af den frygtede zikavirus, der kan efterlade spædbørn deforme og med misdannelser i hovedet.

Frygtet virus har nået Europa
Her ses den fem måneder gamle Laura, der bliver undersøgt af neurologer i Sao Paolo. Pigen undersøges for zikavirus. Arkivfoto: Scanpix

Det er efterhånden længe siden, at den frygtede zikavirus har været på folks læber. Virusen er kendt for at gøre babyer deforme, men nu er det igen tid til, at danskere skal forholde sig til sygdommen.

Artiklen fortsætter under videoen.

Der er nemlig fundet here tre lokale tilfælde i den samme by i Sydfrankrig – og dermed de første lokale tilfælde i Europa overhovedet. Det skriver Statens Serum Institut i en pressemeddelelse.

Det europæiske center for sygdomsforebyggelse og -kontrol har rapporteret, at der er fundet tre tilfælde i byen Hyères i Var-departementet. Ingen af de tre smittede personer har rejst til lande, hvor der er kendt for at være virus i omløb. Herudover har der ikke været rapporteret tilfælde i regionen.

Det er derfor sandsynligt, at de tre er blevet smittet ved deres hjem i  Sydfrankrig – og dette skulle være sket i perioden slut juli til starten af august i år.

Kontrol i vente

Der er ikke tidligere fundet myggeoverført smitte med zikavirus i Europa. Men en af de myg, som kan overføre sygdommen (Aedes albopictus, tigermyggen), findes i Sydeuropa.

– Derfor er det ikke helt uventet at se myggeoverført smitte med zikavirus i Europa, siger afdelingslæge Peter Henrik Andersen fra SSI.

Siden man fandt de tre tilfælde, er der lavet tiltag for at kontrollere myggebestanden lokalt for at undgå nye tilfælde.

Men hvor man nu har set de tre første tilfælde af zikavirus i Europa, så skal man altså ikke gå i panik endnu. Det europæiske center for sygdomsforebyggelse og -kontrol vurderer nemlig, at risikoen for at blive smittet er meget lav – også for gravide og deres fostre.

– SSI deler denne risikovurdering. Der er ikke nogen grund til, at gravide bør undgå at rejse til det sydlige Frankrig. Det tilrådes dog, at man beskytter sig mod myggestik, siger Peter Henrik Andersen

Fakta

Hvad er Zikavirus?

Zika er en virus med få symptomer. 80% af de smittede får slet ikke symptomer. De mest almindelige symptomer er pludselig feber, udslæt, ledsmerter og røde øjne.

Man bliver smittet via stik af en særlig myggeart, som hedder Aedes Myg. De er udbredt i store dele af kloden, primært i tropiske og subtropiske områder som Mellem- og Sydamerika, Afrika og Asien. Der er også mulig smitte fra sæd.

Får man sygdommen som gravid, kan den blive overført til barnet. Forskere er enige om, at infektion med Zikavirus hos gravide kan forårsage misdannelser, hvor barnets hoved og hjerne bliver underudviklet.

Der er indtil videre ingen vaccine eller behandling mod Zikavirus. Derfor beskytter man sig bedst, ved at beskytte sig mod myggestik. Det kan man gøre ved blandt andet at dække huden med tøj, bruge myggemidler og sove under myggenet. Myggen stikker også om dagen, så myggemidler bør også benyttes der.

Læs mere hos Sundhedsstyrelsen og Statens Serum Institut.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu