Fuglsang i stor ned-Tour

15. juli 2019 17:41 | Af: Ritzau Info

Jakob Fuglsang smed 1 minut og 40 sekunder på 10. etape, da han blev fanget i sidevinden i Tour de France.

En ellers rolig etape forvandlede sig pludselig til et stort drama, da feltet pludselig knækkede i sidevinden på 10. etape i Tour de France mandag.

Det skete med omkring 40 kilometer tilbage af etapen, og Astana-kaptajn Jakob Fuglsang endte i anden gruppe.

Etapen blev vundet af belgiske Wout Van Aert (Jumbo-Visma) i en spurt, men for Fuglsang blev afslutningen katastrofal.

Fuglsangs drøm om samlet succes i Touren fik en spand koldt vand i ansigtet, da Fuglsangs gruppe tabte omkring 1 minut og 40 sekunder til den forreste gruppe.

Her sad Ineos-favoritterne Geraint Thomas og Egan Bernal.

Stort dyk i klassementet

Jakob Fuglsang røg ud af top-10 i det samlede klassement, og han ligger nu på 16.-pladsen med 3 minutter og 20 sekunder op til Julian Alaphilippe (Quick-Step) i den gule førertrøje.

Geraint Thomas er nummer to og er 1 minut og 12 sekunder efter, og favoritten har altså mere end to minutter ned til Fuglsang, mens Egan Bernal er fire sekunder efter Thomas og også har mere end to minutter til danskeren.

Det hele virkede ellers i kontrol på en lang etape, der bød på 217,5 kilometer fra Saint-Flour til Albi.

Fire registrerede småstigninger undervejs i det kuperede Massif Central, og etapen var til dels en sprinteretape dog med det forbehold, at længden samt begyndende træthed i feltet og så sidevind kunne drille.

Det sidste blev præcis temaet, da det hele gik fra kedeligt til dramatisk på få minutter med lidt under 40 kilometer igen af etapen.

Artiklen fortsætter under videoen

Forinden var danske Mads Würtz Schmidt (Katusha) efter tre kilometer kommet med i et udbrud, som endte med at bestå af seks ryttere, og efter lidt kamp havde de fire kilometer senere fået et forspring på 20 sekunder.

Siden blev det dog holdt i kort snor, og det var ikke levnet mange muligheder for at holde hele vejen hjem. Således var de seks udbrydere under halvandet minut foran feltet med 35 kilometer til mål.

Flere favoritter taber tid

Med 24 kilometer igen sluttede dagens udflugt efter den dramatisk udvikling, hvor sidevinden blev brugt til at splitte feltet.

Her sad blandt andre Geraint Thomas og Bernal med i forreste gruppe, efter at Team Ineos, Quick-Step og Education First splittede feltet, og Astana var yderst uopmærksom.

Jakob Fuglsang endte i anden gruppe, da feltet knækkede, og her forsøgte danskeren sammen med Rigoberto Urán (Education First), Richie Porte (Trek-Segafredo), det store franske klassementshåb Thibaut Pinot (FDJ) samt holdkammeraterne Omar Fraile og Luis León Sanchez at køre de forreste ind.

Det var lige ved at lykkes, men det endte i et syrebad og kritisk tid tabt.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu