Fuld lastbilchauffør brager gennem autoværn

25. januar 2017 19:59 | Af: Matias Mortensen

En 59-årig mand bragede onsdag aften gennem autoværnet med en lastbil på E45 Sønderjyske Motorvej.

Fuld lastbilchauffør brager gennem autoværn
Uheldet fandt sted kort før afkørsel 69 i sydgående retning på Sønderjyske Motorvej. Foto: Google Maps

Omkring klokken 17.30 onsdag aften kørte en lastbil galt på E45 Sønderjyske Motorvej lidt nord for afkørsel 69 Haderslev. Det oplyser vagtchef Erik Linholdt fra Syd- og Sønderjyllands Politi til Newsbreak.dk

– En lastbilchauffør kører gennem et autoværn og ud på en mark, fortæller Erik Lindholdt.

– Det lader til, at lastbilen er kommet i slinger, og den har muligvis ramt midterautoværnet, før den er svinget ud til den anden side, uddyber han.

Uheldet skete i det sydgående spor. Vagtchefen oplyser, at lastbilchaufføren ifølge alkometeret havde en promille over det tilladte, og der bliver derfor taget en blodprøve. Der venter således også en sigtelse for spirituskørsel og venter på chaufføren, der er en 57-årig mand fra Vojens.

– Det var godt, den kørte den vej ud, og at ingen kom til skade, konkluderer Erik Lindholdt.

 

 

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu