ANNONCE

Fundet død på dansk strand: -Makabert syn

26. februar 2021 12:51 | Af: Morten Hermansen, redaktion@newsbreak.dk

I efteråret skabte en legesyg delfin i Limfjorden meget opmærksomhed. Nu er den død

-Det var da et specielt syn. Du forventer ikke lige at finde en død delfin – og så i Limfjorden. Sådan siger Keld Kær Søndergaard til Newsbreak.dk, om det syn, der mødte ham på stranden ved Eshøj øst for Thisted.

En legesyg delfin, som siden september har trukket nysgerrige øjne til stranden lå nu død og medtaget i strandkanten. Faktisk var det ikke  Keld Kær Søndergaard, der opdagede delfinen.

Han så et opslag om delfinen på Facebook, og besluttede sig for at køre ud og undersøge sagen.

-Da jeg kom kørende, kiggede jeg til venstre og kunne se, at den lå lige der. Jeg kunne se rygfinnen. Da jeg steg ud af bilen og nærmede mig, blev jeg mødt af et trist, makabert syn, fortæller den mangeårige lystfisker, som ellers har set lidt af hvert.

-Men det er første gang jeg har set en delfin, og så var den død. Det var selvfølgelig trist at se, men det er jo naturens gang, fortsætter han.

Ifølge Keld Kær Søndergaard var det en dreng i 12-årsalderen, der ledte ham på sporet af den døde delfin. Og han var åbenbart ikke slået ud af mødet med delfinen.

-Den unge knægt var helt opstemt – Det var en oplevelse for ham. Han fortalte, at hans lærer havde givet ham fri fra fjernundervisning, for at tage ud og se på den strandede delfin. Der var stor opbakning fra læreren, det er jo ren biologi, fortæller Keld Kær Søndergaard.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu