ANNONCE

Forbipasserende finder død mand

28. marts 2020 11:06 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

En forbipasserende så en bil i grøften. I den sad død mand.

En forbipasserende opdagede lørdag morgen en bil, der holdt i grøften på Mommarkvej på Sydals. I bilen sad en 63-årig mand, der siden blev erklæret død. Det oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi til Newsbreak.dk.

– Det er en borger, der kører forbi og ringer til os klokken 06.40. Vi ved ikke, hvornår selve ulykken er sket, men jo i hvert fald før klokken 06.40, siger vagtchef Nikolaj Hølmkjær ved 10.30-tiden, da politiet oplyser om ulykken på Twitter.

Ud fra de oplysninger, politiet har kunnet samle, så er manden, der var alene i en personbil, pludselig kørt tværs over vejen og ud i grøften, hvor bilen så har ramt et vejtræ.

– Vejen er en lige strækning, og der har ikke været andre involveret, så vores udgangspunkt er, at manden har fået et ildebefindende eller har mistet bevidstheden, siger vagtchefen.

Den dræbte er en 63-årig mand fra Østjylland, og hans pårørende er underrettet. Han kørte i øvrigt uden sikkerhedssele, men det er uvist, om det har haft en afgørende betydning i forhold til dødsfaldet.

For nuværende er det uvist, hvad manden er død af.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu