ANNONCE

Fylder 80: Skal ikke pensioneres

15. november 2020 06:49 | Af: Ritzau Fokus

2021 bliver sidste gang, han får latteren til at rulle i Cirkusrevyen. Skuespiller Ulf Pilgaard fylder 80 år 15. november, men er klar til nye opgaver.

Fylder 80: Skal ikke pensioneres
Søndag 15. november fylder skuespiller Ulf Pilgaard 80 år. (Arkivfoto) - Foto: Keld Navntoft/Ritzau Scanpix

Han har selv sagt, at han ikke føler sig som en på 80 år. Mange vil nok mene, at han heller ikke ligner en på den alder med intaktt hårpragt, hvidt smil og solbrun kulør. Ikke desto mindre kan han ikke løbe fra dåbsattesten.

Søndag 15. november fylder skuespiller Ulf Pilgaard 80.

Det var egentlig planen, at han i år skulle have afsluttet en lang karriere på revyscenen med en sidste sæson i Cirkusrevyen i sommer. Men så kom coronaen og aflyste årets forestilling, så Ulf Pilgaard tager en sæson mere.

2021 bliver dermed den sidste forestilling på scenen i Dyrehavsbakken nord for København, hvor han samtidig kan fejre 40 års jubilæum.

Det er da også måske især som revyskuespiller og komisk talent – ikke mindst i rollen som dronning Margrethe – at mange vil kende den danske skuespiller, der dog også har haft en række roller i den mere seriøse afdeling.

Teologi

Ulf Pilgaards måske mest legendariske filmrolle er for mange stadig politikommissæren i Ole Bornedals “Nattevagten”, men han har også givet kant til politiske roller i både “Kongekabale” og “Borgen”.

Men det har ikke altid ligget lige for, at det var skuespillet, der skulle bliver Ulf Pilgaards levevej. Han voksede op i Skive, hvor faren var præst, og Ulf Pilgaard gik da også i gang med at studere teologi, da han kom til København.

Men kammeraterne Preben Kaas og Henrik Stangerup fik snart den unge teologistuderende til at forlade bøgerne til fordel for skuespillet.

Som ganske ung kunne han således suge til sig fra Dirch Passer og Preben Kaas, og snart havde Pilgaard fast plads i satiren hos Danmarks Radio, hvor hans komiske evner fik lov at vokse i “Hovhov”, “Uha-uha” og “TV-Ansjosen”.

Siden er det altså blevet til en lang række roller på scenen, i film og på tv for den 196 centimeter høje skuespiller med den karakteristiske sarkasme i stemmen og det brede smil.

Går ikke på pension

Selv om Ulf Pilgaard har valgt at takke af i Cirkusrevyen, så er det ikke et farvel til karrieren.

– Jeg er ikke gået på pension eller noget, så jeg håber på andre tilbud. Ikke nødvendigvis revy, men der sker jo mange andre ting i branchen – der er film eller tv, har skuespilleren sagt til Billedbladet.

Senest har han da også medvirket i endnu en spillefilm – “Julemandens Datter 2”, der har premiere i november 2020.

Han er gennem tiden både blevet hædret med en Bodil og en Robert for sin hovedrolle i “Farligt venskab” og har modtaget flere andre priser.

Senest blev han tildelt en ærespris, da TV 2 Charlie afholdt Revygalla 2018.

Privat var han i 46 år gift med Gitte Pilgaard, der døde i 2016.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu