ANNONCE

Fyldt med huller: Skal selv dokumentere pensions-ret

18. august 2020 22:20 | Af: Newsbreak.dk

Myndighederne mangler en række oplysninger, der afgør retten til tidlig pension. Det vækker kritik.

Fyldt med huller: Skal selv dokumentere pensions-ret
Det store udspil blev præsenteret tirsdag. (Foto: Henning Bagger/Ritzau Scanpix)

(Citathistorie fra Jyllands-Posten)

En række danskere skal selv kunne dokumentere, at de har arbejdet i mere end 42 år, hvis de skal have adgang til en ny tidlig pension. Også selv om de egentlig er berettiget til Mette Frederiksens nye ordning. Grundlaget for præcist at vurdere, hvor mange år folk har været på arbejdsmarkedet, er nemlig fyldt med huller.

Det skriver Jyllands-Posten.

Regeringen vil hovedsageligt benytte oplysninger fra ATP, men de mangler i en lang række tilfælde og i lange perioder.

“Der findes ikke tilgængelige registeroplysninger om alle elementer til at have et dækkende datagrundlag i hele opgørelsesperioden om alle forhold, der bidrager til anciennitetsoptællingen i modellen,” skriver regeringen i et faktaark, der oplister 14 konkrete mangler på data.

Afgørende huller

F.eks. kan man ikke opgøre arbejde i udlandet. En tømrer, der har arbejdet i Norge, skal altså selv kunne dokumentere det. På samme måde skal personer, der har været på dagpenge før 1985, også selv kunne dokumentere det, hvis det skal tælle med.

Ifølge tidligere overvismand og professor i økonomi ved Aarhus Universitet Michael Svarer kan hullerne være helt afgørende for, om man kan få en tidlig pension eller ej.

– Selv om vi har gode registerdata, er der huller. Hvor store hullerne er, tør jeg ikke sige, men det kan blive afgørende for, om man har ret til den tidlige pension. Nogle kan være meget, meget tæt på, men ikke få rettigheden, fordi de ikke har dokumentationen, siger han til Jyllands-Posten.

Kræver løsning

SF’s politiske ordfører, Karsten Hønge, kræver en løsning:

– Det er helt urimeligt at kræve, at danskerne selv skal til at rode efter gamle lønsedler. Man kan ikke forvente, at folk skal ligge inde med lønsedler fra evigheder tilbage.

Beskæftigelsesminister Peter Hummelgaard, der ved præsentationen kaldte ordningen “enkel” og “retfærdig” medgiver, at der er huller i datagrundlaget.

– Uanset hvordan man havde skruet det sammen, vil der altid være nogen, der falder på den forkerte side af stregen, siger han til Jyllands-Posten og tilføjer:

– Der vil være enkelte tilfælde, hvor folk skal skaffe dokumentation. Men det er ikke særligt mange i forhold til, at 38.000 får retten til tidlig pension.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu