ANNONCE

Fyldt med svamp: Kæmpebøde til klam Burger King

4. marts 2021 08:17 | Af: Maiken Krongaard, mk@newsbreak.dk

Burger-giganten har ikke styr på hygiejnen i Nyborg. Fødevarekontrollen fandt for gammel softice og skimmelsvamp i begge isterningemaskiner

Fyldt med svamp: Kæmpebøde til klam Burger King
Burger King i Nyborg må affinde sig med en sur smiley og kæmpe bøde. Joe Skipper/File Photo/Reuters

For gammel softice og skimmelsvamp var blandt andet på menuen, da Fødevarestyrelsen for nyligt var på kontrolbesøg hos Burger King i Nyborg.

Derfor vanker der nu en sur smiley og en bøde til restauranten, fremgår det af kontrolrapporten.

Fødevarekontrollen kunne konstatere, at der var for gammel softice i softicemaskinen, som ikke var fra kontroldagens produktion, samt skimmelsvamp i kammeret med isterninger i isterningemaskinen i salgsområdet og isterningemaskinen i drive-in-udleveringen.

Derudover var påfyldningsdysserne på ketchup og sennep ikke blevet gjort rent.

Og på en hylde over bordet, hvor der fremstilles og samles burgere, var der gamle produktrester og belægninger fra resterne.

Sur smiley i restaurantvinduet

Den pågældende restaurant i Nyborg havde følgende bemærkning til kontrolrapporten: “Det er ok, det får vi gjort rent.”

De må nu affinde sig med, at de har fået en sur smiley i restaurantvinduet. Og de kan se frem til en bøde på hele 15.000 kroner.

Burger King har udtalt følgende til Newsbreak.dk:

– Det er dybt beklageligt og lever på ingen måde op til Burger Kings høje standarder for rengøring og vedligehold i alle vores restauranter. Jeg har været i dialog med restauranten, som allerede har udbedret den mangelfulde rengøring, siger Hans Erik Sækmose, Head of operations Own & Franchise for Burger Kings danske restauranter.

Hans Erik Sækmose tilføjer, at Burger King har accepteret bødeforlægget.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu