ANNONCE

Fyrværkeri mod politi og hjemmepleje

24. december 2020 13:21 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Straffen er skærpet. Alligevel blev betjente onsdag mål for fyrværkeri.

Fyrværkeri mod politi og hjemmepleje
Onsdag aften blev der affyret fyrværkeri mod flere køretøjer. Blandt andet hjemmeplejens og politiets. (Arkivfoto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix)

Det gik noget voldsomt for sig i Haderslev lillejuleaften.

Det fremgår at tweets fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Politikredsen skriver, at den onsdag aften modtog flere anmeldelser om afskydning af fyrværkeri og kanonslag i Varbergparken i Haderslev.

Der blev fyret af mod biler – også fra den kommunale hjemmepleje.

Da flere patruljer omkring klokken 21.30 dukkede op på stedet, blev de også mål for fyrværkeriet.

“Det er ikke bare fuldstændigt uacceptabelt, man risikerer også en plet på sin straffeattest”, skriver Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi og hentyder til den netop vedtaget skærpede straf på området.

Fakta

Straffelovens paragraf 119

Den, som øver vold, truer med at øve vold eller offentligt eller med forsæt til udbredelse i en videre kreds fremsætter trussel om vold mod nogen, hvem det påhviler at handle i medfør af offentlig tjeneste eller hverv, under udførelsen af tjenesten eller hvervet eller i anledning af samme, eller som på lige måde søger at hindre en sådan person i at foretage en lovlig tjenestehandling eller at tvinge ham til at foretage en tjenestehandling, straffes med bøde eller fængsel indtil 8 år. Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid.

Kilde: retsinformation.dk

Fakta

§ 119 b

Den, der med genstande angriber nogen af de i § 119 nævntepersoner, straffes med fængsel indtil 8 år.

Ved fastsættelse af straffen skal det indgå som en skærpende omstændighed, at forholdet er begået, mens eller i umiddelbar forlængelse af at der i området foregår grov forstyrrelse
af ro og orden på offentligt sted, eller at forholdet er begået mod den pågældende i dennes fritid.

Tirsdag 15. december blev det lovligt at købe fyrværkeri i Danmark.

Samtidig trådte en ny lov i kraft. Straffen for at affyre fyrværkeri mod personer i offentlig tjeneste blev skærpet.

Et bredt flertal i Folketinget vedtog den 3. december 2020 justitsministerens lovforslag om at skærpe straffen med en tredjedel for bl.a. at affyre fyrværkeri mod politi, brandvæsen og folk på gaden.

– Sidste december var vi vidner til, at afstumpede tåber i et ubegribeligt stort omfang valgte at affyre fyrværkeri mod tilfældige borgere og mod beredskabsfolk og politi, der blot passede deres arbejde. Det er komplet meningsløst og potentielt livsfarligt, og derfor kommer hammeren i år til at falde ekstra hårdt for denne form for kriminalitet. Det er mit håb, at strafskærpelsen sammen med en øget indsats fra politiet vil medvirke til, at folk tænker sig om, så vi kommer til at opleve langt færre tilfælde i år, sagde justitsminister Nick Hækkerup (S) i den forbindelse.

Med lovforslaget følger også en ny selvstændig bestemmelse i straffeloven (§ 119 b) om angreb med genstande (herunder sten og fyrværkeri) på personer i offentlig tjeneste eller hverv, for at understrege alvoren ved denne form for forbrydelse.

“En massiv indsats i området fik ved 23.30 tiden roen genoprettet. Der har natten igennem været ekstra patruljering i området. Ingen kom til skade, og der er p.t. ingen sigtede”, slutter politiets tweet om episoderne onsdag.

Lukker fyrværkerifabrik

Onsdag kunne Newsbreak.dk fortælle, at samme politikreds havde lukket for en ulovlig fyrværkerifabrik i en industribygning på Mads Clausensvej i Tinglev.

En optælling foretaget af Forsvarets ammunitionsrydningstjeneste, EOD, viste, at der var 3106 kanonslag på stedet og en spand med små tre kilo krudt.

Man fandt også 4212 tomme paprør, formentlig til produktion af flere kanonslag og spor efter fremstilling af 1600 kanonslag.

Derudover fandt politiet en elektrisk palleløfter, der viste sig at være stjålet fra et lager i Nordsjælland. Det er uvist, hvordan den er endt i Tinglev.

Politiet har sigtet to mænd i sagen, en 24-årig og en 32-årig, for overtrædelse af fyrværkeriloven. Den 24-årige har erkendt sin rolle i sagen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu