ANNONCE

Gåde til 125 millioner kroner løst

13. marts 2021 18:19 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Gåden gentager sig igen og igen år for år

Gåde til 125 millioner kroner løst
Danskerne kunne godt være bedre til at smide pant det rigtige sted hen, lyder det fra Dansk Retursystem. Arkivfoto: Scanpix.

Det er et mysterium til en værdi af 125 millioner kroner, Dansk Retursystem mener at have løst nu: Hvor forsvinder millioner af flasker og dåser hen hvert år?

Ifølge Dansk Retursystem forsvinder otte procent af de danske pantflasker og pantdåser hvert år, og selvom man havde en idé om, at de blev smidt ud ved en fejl, er det først nu, at man virkelig har undersøgt sagen.

Dansk Retursystem skriver i en pressemeddelelse, at man har foretaget en ny række beregninger, der blandt andet bygger på 10 års analyser af, hvad det egentlig er, vi danskere smider ud.

– Selv om danskerne er flittige ved flaskeautomaterne, og sidste år afleverede 1,4 mia. flasker og dåser, arbejder vi hele tiden på at forbedre pantsystemet– og det er det, vores undersøgelse skal bruges til, siger Marlene Holmgaard Fris, markedsdirektør i Dansk Retursystem, i pressemeddelelsen.

Undersøgelsen viser, at otte procent af pant i Danmark ikke havner det rette sted, og ifølge Dansk Retursystem betyder det, at pant til en værdi af mere end 125 millioner kroner bliver smidt ud hvert eneste år.

I god tro

Det er i sig selv ikke nogen nyhed, at danskerne har svært ved at huske, hvor det er, tomme dåser og flasker med pant skal smides hen.

Tilbage i december skrev Dansk Retursystem i en pressemeddelelse, at der på én måned ryger op til 12 millioner dåser og flasker det forkerte sted hen.

– Når vi affaldssorterer og kommer dåserne i metalaffald eller plastflasken sammen med det øvrige plast, er det sikkert i den tro, at vi gør det rigtige for klimaet. Men det er svært at genanvende materialer, der er en del af affaldsstrømmen. Omvendt ved vi, at flasker og dåser, der afleveres i flaskeautomaten, bliver genanvendt til nye, sagde Lars Krejberg Petersen, der er adm. direktør i Dansk Retursystem i pressemeddelelsen.

Fakta

Her forsvinder 125 millioner dåser og flasker hen

  • Den største del, nemlig 40 procent, forsvinder i de private hjem, hvor de bliver smidt ud – enten sammen med sorteret affald eller sammen med restaffaldet
  • De 30 procent forsvinder i erhvervslivet – både fra butikkernes pantrum, fra arbejdspladser, samt hoteller og restauranter, selv om de generelt har et velfungerende pantmaskineri
  • De 20 procent havner i skraldespande i det offentlige rum, fx parker og busstationer
  • De sidste 10 procent forsvinder andre steder hen. Heldigvis ser det ud til, at det kun er en meget lille del – under fem procent af den forsvundne pant, svarende til cirka 0,5 procent af den samlede mængde pant – der forsvinder i naturen.

Kilde: Dansk Retursystem,

Dansk Retursystem oplyser i øvrigt, at det primært er de 15-30-årige, der har en tendens til at smide pant i skraldespanden, eller efterlade den et sted, når de ikke er hjemme.

Uendeligt liv

Ifølge Dansk Retursystem er det vigtigt at få danskerne til at returnere endnu mere pant det rigtige sted hen.

– Mange bliver overraskede over det her: Men det er ikke lige meget om man afleverer panten, eller smider den i det sorterede affald. En flaske eller en dåse, der blandes med andet kildesorteret affald, kan ikke blive til nye flasker eller dåser igen, da der er skrappe krav til fødevareemballage, der produceres af genanvendte materialer. Og som vores undersøgelse viser, er det et stort problem, at folk smider pant ud, siger Marlene Holmgaard Friis i pressemeddelelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu