ANNONCE

Går længere: Vil have asylansøgere i karantæne

14. marts 2020 15:24 | Af: Newsbreak.dk

Regeringens grænsekontrol er ”hullet som en si”, siger Venstres udlændingeordfører Inger Støjberg

Venstre bakker op om regeringens øjeblikkelige grænsekontrol, men partiet vil gå endnu længere end regeringen, skriver Kristeligt Dagblad. Fra middagstid er der indført en massiv grænsekontrol for at stoppe udbredelsen af Covid-19, som har opbakning fra alle partier i Folketinget.

Men Venstres udlændingeordfører Inger Støjberg siger nu til Kristeligt Dagblad, at kontrollen slet ikke er vidtgående nok.

– Det er nødvendigt at lukke grænserne ned for at få inddæmmet coronavirussen mest muligt. Når det er sagt, er der et problem, for når for eksempel en iraner kommer for et familiebesøg men påberåber sig asyl ved grænsen, vil han blive lukket ind. Derfor synes jeg, at de asylansøgere, der kommer hertil, uanset hvor de kommer fra, skal sættes i karantæne i 14 dage. Der er ganske enkelt et hul, siger Inger Støjberg.

Ifølge regeringens indrejseforbud skal have et ”anerkendelsesværdigt formål” for at kunne komme ind i Danmark, og politiet har skrevet en liste med eksempler på, hvad der skal til. For eksempel må man gerne få adgang, hvis man skal besøge et alvorligt sygt familiemedlem, men der står ikke noget om, hvor alvorlig sygdommen skal være, eller hvordan man skal dokumentere det.

– Vi er meget observante på, hvordan regeringen vil løse det problem, for det er et meget reelt problem. Indrejseforbuddet er hullet som en si. Dem, der er dygtige til at snyde, skal nok komme igennem, siger Inger Støjberg.

– Jeg misunder ikke politiet at skulle vurdere hver enkelt sag, men der er ingen tvivl om, at vi bakker op om, at man skal lukke grænserne nu. Det ville klæde regeringen at være meget specifikke om, hvad der er for en opgave, den sender politiet ud på, siger ordføreren.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu