ANNONCE

Går på gaden for dræbt femårig

25. november 2020 18:13 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Midt i debatten om straf for vanvidskørsel, afvikles fakkeltog for dræbt femårig.

Mens debatten om straffen for vanvidsbilisme er på sit hidtil højeste, er en del gået på gaden for at deltage i fakkeltog til ære for den femårige pige, der blev dræbt på Peter Bangs Vej, Frederiksberg i slutningen af oktober.

Fakkeltoget er ifølge en begivenhed på Facebook arrangeret med begyndelse fra Flintholm Kirke og slutter ved gerningsstedet på Peter Bangs Vej, fremgår det. Ikke overraskende er fakkeltoget også en markering af en stigende folkelig utilfredshed med strafferammen for vanvidsbilisme.

“En påvirket vanvidsbilist satte en brat stopper for en lille piges liv. En familie blev revet midt over. En tragedie der har påvirket os alle – ikke bare os som kendte Aya – men alle. Hvorfor skulle denne kønne lille og livsglade pige på så uforståelig måde rives bort ? Det spørgsmål er vi mange der sidder tilbage med. Svaret får vi aldrig. Enhver skal kunne færdes sikkert på byens veje. Ingen forældre skal være bekymret for at sende deres børn ud i trafikken”, skriver arrangøren i begivenheden under titlen “nok er nok”.

Smukt

Ekstra Bladet, der har dækket sagen intenst, har været i kontakt med moderen til den femårige pige. Kvinden blev også ramt ved ulykken, men overlevede. Hun har sendt en skriftlig udtalelse til bladet i anledning af fakkeltoget:

“Jeg ønsker med fakkeloptoget at ære Ayas minde. Hun ville have fundet det smukt med alle de lysende fakler, hvis hun havde været her til at se det. Det er et ubærligt tab at miste min elskede datter på så urimelig vis. Jeg er taknemmelig for alle dem, som kommer og viser hende respekt og skænker hende kærlige tanker”, skriver moderen blandt andet.

Diskuterer straf

En 21-årig mand ramte sent om eftermiddagen den tragiske dag femårige Aya og hendes mor, der kom gående ad Peter Bangs Vej. Han flygtede med det samme fra stedet og blev offentligt efterlyst og anholdt efter nogle dage. Ifølge politiet var han påvirket ved ulykken.

Han er sigtet for uagtsomt manddrab under særligt skærpende omstændigheder, men nægter sig skyldig i den del. Han erkender at have ført bilen, men siger, at der var tale om et hændeligt uheld.

Tragedien har sammen med andre nyere sager dannet grobund for en folkelig opstand mod de straffe, vanvidsbilister som udgangspunkt får. Et nyt borgerforslag har for eksempel på rekordtid opnået mere end 50.000 underskrifter. Derfor skal Folketinget nu tage stilling til det.

Forslaget går på, at der skal være minimumstraf på tre års fængsel for defineret vanvidsbilisme – eksempelvis meget høj fart i byområder eller narko- eller drukkørsel. Flere politikere har meldt sig under fanerne for, at strafferammen altså skal diskuteres – og mange er fortalere for en forhøjet straf.

Da Newsbreak.dk for noget tid siden vejede stemningen om straffen for uagtsomt manddrab, var der anderledes tavshed at spore hos justitsordførerne hos Folketingets partier. Det kan du læse om her:

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu