ANNONCE

Går til bekendelse

31. oktober 2020 10:58 | Af: Ritzau Fokus

Tidligere skatteminister Karsten Lauritzen vil ikke kalde sig selv krænker, men "en meget uelegant flirter".

Går til bekendelse
Karsten Lauritzen (V) har tænkt over sin adfærd over for kvinder. Han erkender at have befamlet kvinder og at have haft sex med underordnede. (Arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Venstres gruppeformand, Karsten Lauritzen, erkender dårlig dømmekraft over for kvinder.

Det sker i et interview med Jyllands-Posten.

Erkendelsen fra den tidligere skatteminister kommer efter en turbulent tid i dansk politik, hvor debatten om sexisme, krænkelser og grænseoverskridende adfærd fylder en del.

Eksempelvis har Morten Østergaard forladt posten som leder for De Radikale, mens Frank Jensen stoppede som overborgmester i København og næstformand i Socialdemokratiet. Begge røg på grund af krænkelsessager.

Lauritzen indrømmer blandt andet, at han har haft sex med underordnede, ligesom han har befamlet kvinder. Den seneste tids debat har fået ham til at reflektere over sin egen adfærd.

Han har undskyldt for en række episoder til en række kvinder, men Lauritzen mener ikke, at han er en krænker.

– Det vil jeg ikke kalde mig selv. Jeg vil hellere sige, at jeg er en meget uelegant flirter. Når en krænkelse kan blive oplevet subjektivt, så kan det ikke være en objektiv betegnelse, siger Lauritzen.

Lagde hånd på låret

I interviewet, som er lavet af avisens politiske redaktør, Marchen Geel Gjertsen, beskrives blandt andet en episode fra 2018 mellem netop Lauritzen og den politiske redaktør.

Her lagde den daværende skatteminister hånden på låret af Marchen Geel Gjertsen, mens de sad ved siden af hinanden på en bodega i København.

Hånden blev fjernet af Marchen Geel Gjertsen, og der kom efterfølgende en undskyldning fra Lauritzen.

Om det var en krænkelse dengang, svarer Lauritzen:

– Det er jo en subjektiv vurdering. Så det kan jo være, du har oplevet det som en krænkelse, eller at en anden kvinde ville opleve det som en krænkelse.

– Folks grænser er forskellige. Det viser debatten også. Det var dengang i hvert fald upassende og dårlig dømmekraft.

Lauritzen har siddet i Folketinget for Venstre siden 2007. Fra 2015 til 2019 var han skatteminister. Fra 2020 har han været gruppeformand for Venstre. Han er desuden tidligere landsformand for Venstres Ungdom.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu