ANNONCE

Ny bolig-rekord

15. april 2021 06:09 | Af: Ritzau Fokus

En stigning i salget af alle boligtyper har i marts sikret et samlet salg på 13.370 boliger. Det er rekord

Ny bolig-rekord
I marts er der solgt 7421 huse i Danmark. Det er rekord for antallet af hushandler. (Arkivfoto) Foto: Henning Bagger/Scanpix

De danske ejendomsmæglere har indtil videre haft et meget travlt forår, hvor der er blevet solgt rekordmange boliger.

Alene i marts er der solgt 13.370 boliger, viser tal fra Boligsiden, der er ejet af størstedelen af landets ejendomsmæglere.

De 13.370 boliger er det højeste antal boliger, der er blevet solgt på en måned, siden Boligsiden begyndte at føre statistik med området i 2011.

Den hidtidige rekord er fra juni 2020, hvor der blev solgt 11.305 boliger.

Ifølge Birgit Daetz, kommunikationsdirektør hos Boligsiden, har antallet af handler i marts været næsten dobbelt så stort i forhold til normalen.

– Ser vi bort fra marts sidste år, der var præget af coronanedlukning, og i stedet kigger på marts 2019, kan vi konstatere en stigning i det samlede boligsalg på 83 procent, siger Birgit Daetz i en pressemeddelelse.

Alle boliger trækker op

Baggrunden for det rekordhøje boligsalg i marts er en stigning i salget af alle typer af boliger. Det vil sige villaer/rækkehuse, ejerlejligheder og sommerhuse.

Bare for hussalget er der i marts solgt rekordhøjt 7421 huse. Det er 25 procent flere end i februar, hvor der ellers også var rekord med knap 6000 solgte huse.

Med andre ord var der i forvejen tryk på boligmarkedet. Alligevel er tempoet på boligmarkedet sat et ekstra gear op i marts, bemærker Birgit Daetz.

– I ugerne op til påske så vi, at flere satte deres bolig til salg, hvilket resulterede i en lille stigning i det samlede udbud af boliger.

– Køberne har dermed haft friske varer at vælge imellem, og mange har haft held til at finde hjem i et nyt hus, siger hun.

Den store lyst til at købe bolig under coronapandemien er kommet bag på mange.

Trykket vil aftage

Lige nu spekulerer mange også i, hvor længe den store købelyst varer ved, og hvad der kommer til at ske med boligpriserne, der generelt er steget som følge af den store efterspørgsel.

I Nykredit forventer boligøkonom og chefanalytiker Mira Lie Nielsen, at trykket på boligpriserne vil aftage hen mod sommeren. Men forventningen er, at antallet af handler først rigtig vil aftage i sensommeren og efteråret.

– Men intet er mejslet i sten, og det kan ske både før og senere. Men det er dog sikkert, at festen løjer af på et tidspunkt, siger Mira Lie Nielsen i en skriftlig kommentar.

Hun vurderer derudover, at fordi mange danskere under coronapandemien kan have fremrykket et ønske om at købe eller skifte bolig, så kan det også betyde en periode i de kommende år med færre bolighandler end før corona.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu