ANNONCE

Genkender du disse uhyggelige ting? Kontakt politiet

2. juli 2020 22:24 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Jævnligt deler det europæiske politisamarbejde Europol billeder fra klamme sager. Her er de seneste.

Det fælleseuropæiske samarbejde Europol offentliggør nu en ny stribe billeder på sin hjemmeside, der kan hjælpe med den grænseoverskridende efterforskning i sager om seksuelt misbrug af børn.

På hjemmesiden offentliggøres jævnligt nye billeder fra hele verden fra sager om misbrug, overgreb og pædofili. Primært drejer det sig om materiale, der er taget fra videoer eller billeder, hvor der begås overgreb.

De nyeste billeder kan du se i galleriet over artiklen. Det kan være, at netop du kan være med til at opklare en af de uhyggelige forbrydelser. Europol oplyser, at billederne viser en række effekter, der – hvis de genkendes – kan lede til gerningssteder eller -mænd.

– Selv de mest uskyldige spor kan være med til at løse en sag, skriver Europol.

Billederne indeholder vidt forskellige effekter som tøj, armbånd og cremer. I tilfælde, hvor der er personer – herunder mindreårige på – er de skåret ud. Billederne kan dog godt virke voldsomme for nogle – med tanke på, hvad der egentlig foregår.

Sådan gør du

Kan du genkende et eller flere af motiverne, skal du gå ind på Europols hjemmeside HER – finde billedet, klikke på det og sende informationen til Europol. Det kan gøres anonymt. Europol henviser til, at man ikke bruger billederne til at dele og sprede personlige oplysninger om andre.

Herefter bliver informationen givet videre til rette instans i det område/land, der eventuelt henvises til.

På den måde håber Europol, at disse informationer vil være med til at sætte en stopper for sexmisbrug af børn.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu