ANNONCE

Gennembrud: Ungersvend anholdt for kirketyveri

4. februar 2020 18:14 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Et mærkværdigt kirketyveri nærmer sig nu afklaring, tyder det på. I hvert fald er én person anholdt.

Tirsdag fik Østjyllands Politi det gennembrud, det har ventet på. En 20-årig mand fra Aarhus-forstaden Aabyhøj er blevet først anholdt, siden varetægtsfængslet i en sag om tyveri fra kirke.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Det var i oktober 2019, at Kirkegårdsleder Bjarne Nielsen fra Thorsager Kirke anede uråd. En helt almindelig torsdag var slet ikke så almindelig, viste det sig.

I løbet af natten var kirkerummet nemlig blevet ribbet for samlet set 143 ikoniske Kaare Klint-stole. Stolen kendes sågar under navnet Kirkestolen.

– Jeg synes, at det er mærkeligt, at gitterlågen er åben. Da jeg går op i kirken, kan jeg se, at døren er brudt op. Jeg kommer ind til et tomt rum. Der er kun lidt stole tilbage, sagde Nielsen i den forbindelse til Newsbreak.dk.

Stolene blev efterlyst af politiet, og de endte med at være særdeles varme mellem hænderne på tyven. I hvert fald blev de faktisk fundet i stor stil.

Dumpet

Først dukkede en ordentlig bunke af stolene, der har mere end 60 år på bagen, op på en parkeringsplads på Storskovvej ved Ormslev. Her var det en hundelufter, der opdagede en besynderlig bunke på sin gåtur allerede dagen efter tyveriet.

62 stole dukkede op på denne facon, og de skulle ganske vist have med en pudseklud, men de var egentlig ok. Siden blev yderligere 61 stole fundet i en varevogn.

Varevognen stod efterladt på en vej vest for Aarhus.

Forklaringen på den pludselige afhænding af stolene er ukendt. Grundlovsforhøret blev denne tirsdag ved Retten i Randers desuden holdt for lukkede døre, hvorfor der er ikke deciderede referater heraf.

Den 20-årige mand blev anholdt efter lang tids efterforskning, oplyser Østjyllands Politi, og efter grundlovsforhøret bekræftes det, at manden blev varetægtsfængslet – og i øvrigt ikke har kæret den beslutning.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu