Politiaktion i boligområde: Rullemarie tilkaldt

11. december 2019 20:32 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Aktionen koordineres ikke af det lokale politi.

Den omfattende politiaktion, der tidligere på dagen førte til omkring 20 anholdelser rundt i Danmark, er ikke overstået.

Københavns Politi bekræfter overfor Newsbreak.dk, at aktionen stadig pågår.

Artiklen fortsætter under videoen 

Som man kan se på billederne til denne artikel, er det blandt andet gået for sig i Greve.

DR Nyheder skriver, politi, “Rullemarie” og ambulance har været kaldt ud til Gersagerparken i Greve, hvor et område tidligere på aftenen har været afspærret.

Normalt ville en sådan aktion blive håndteret af det lokale politi, men da Newsbreak.dk kontaktede Midt- og Vestsjællands Politi for at spørge ind til, hvad der er gået for sig i Greve, blev vi henvist til Københavns Politi.

Det er uvist, hvilken relation aktionen har til de politiaktioner, der tidligere på dagen førte til flere anholdelser.

Københavns Politi og Politiets Efterretningstjeneste har tidligere på aftenen meddelt, at man ikke eftersøger flere personer i forbindelse med sagen, efter dagens anholdelser.

Ifølge Københavns Politi regner man med at udsende en pressemeddelelse senere på aftenen, der måske kan kaste mere lys over sagen.

Newsbreak.dk følger sagen …

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu