Giftige piller florerer blandt børn og unge: Skoleelev indlagt

24. august 2018 22:00 | Af: Newsbreak.dk

Kalundborg Kommune advarer nu mod et designer drug, som florerer blandt børn og unge. En skoleelev har været indlagt, efter at have indtaget stoffet.

Giftige piller florerer blandt børn og unge: Skoleelev indlagt
Arkivfoto: Scanpix
Del:

Inden for de seneste to uger har omkring ti unge personer i Kalundborg Kommune taget de såkaldte uglepiller.

Det oplyser Mette Heidemann, der er direktør for Børn, Skole og Familie i Kalundborg Kommune, til TV ØST.

En skoleelev blev indlagt, efter han havde indtaget pillerne. Han skulle dog efter sigende være udskrevet igen. Derfor går kommunen nu ud og advarer om pillerne, som de vurderer til at være en form for designer drug.

– Vi ved grundlæggende ikke, hvad der er i dem. Men vi har en formodning om, at når den her dreng blev indlagt, så er der noget giftigt i pillerne, siger Mette Heidemann til TV ØST.

Lige nu er man ved at teste pillerne for at finde ud af, hvad de indeholder.

– De er ikke testet færdige endnu for indhold, men ud fra hvordan de ser ud, så har vores SSP-folk en formodning om, at det er ecstasy, men at der kan være noget blandet i dem, siger Mette Heidemann til TV ØST.

Kilde: TV2 Øst

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu