Giftlinjen får stadigt flere af disse opkald

4. juli 2019 11:10 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Nogle af opkaldene dækker over et massivt indtag af lattergas fra patroner, siger overlæge.

Giftlinjen får stadigt flere af disse opkald
Mængden af sølvfarvede lattergaspatroner i bybilledet vidner om, at lattergas er blevet en større del af nattelivet og en tur i byen for mange. (arkivfoto) Foto: Mads Claus Rasmussen/Scanpix

Flere ringer ind til Giftlinjen med snurren i hænder og fødder efter massivt indtag af lattergas.

I 2017 modtog Giftlinjen 18 opkald, der omhandlede forgiftning fra lattergas, mens antallet sidste år var fordoblet til 39.

Det viser nye tal, som Giftlinjen har trukket for Berlingske.

Avisen skriver, at linjen har modtaget 22 opkald om indtagelse af lattergas i den første halvdel af 2019.

Og nogle af opkaldene dækker over et massivt indtag af lattergas fra patroner. Det fortæller Dorte Fris Palmqvist, der er overlæge ved Bispebjerg Hospital og ansvarlig for rusmidler ved Giftlinjen.

– 50, 100, 150 op til 200 på en aften – der er nogle, der tager 1000 på en uge. Vi har nogle, der har et massivt misbrug, og vi ser nu – og det har vi ikke gjort før – at folk begynder at få nerveskader af det, siger hun til Berlingske.

Kan være livsfarligt

Lattergassen indtages enten direkte fra de patroner, som man kender fra flødeskumschiffoner, eller også bliver indholdet af patroner pustet ind i en ballon, hvorfra det indtages.

Lattergassen, som findes i flødeskumspatroner, er stærkere end den lattergas, som bruges ved behandlinger ved for eksempel tandlægen, da den ikke er blandet med ilt.

Newsbreak.dk har tidligere skrevet, at lattergis giver en kortvarig rus, på omkring 30 sekunder. Problemet er, at du risikerer at ende i akut iltmangel af at indtage lattergas. Det kan i værste fald koste dig livet.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu