ANNONCE

Gigant-ballon set over Danmark

2. september 2020 11:57 | Af: Massimo Grillo, ms@newsbreak.dk

Det er et imponerende skue, når Nordens største luftballon stiger til vejrs. 29 personer inklusive besætningen fik set Silkeborg-egnen fra oven

Det er en imponerende luftballon, der i går fløj en tur henover blandt andet Silkeborg. Faktisk Nordens største med plads til 32 personer.

Den er 45 meter høj fra bunden af kurven og helt op til toppen og indeholder svimlende 600.000 kubikfod luft. Denne flyvning var på godt 14 kilometer og gik fra Pårup til Silkeborg.

Alle ture fra firmaet DreamBallon kommer minimum op i 500 meters højde, denne her kom helt op i en kilometers højde.

– Vi havde fire faldskærmsudspringere med, og de vil godt lidt højere op, fortæller Morten Nielsen, ground operation manager hos DreamBallon.

2000 kroner per billet

Det er ikke nogen billig fornøjelse at tage en tur i en luftballon. 2000 kroner koster det per snude. Derfor er det ofte gaver og firmature, der fylder ballonerne op.

Morten Nielsen forklarer, at det kun kan lade sig gøre at flyve et forholdsvist lavt antal ture i Danmark, derfor ryger prisen op.

– På en normal sæson flyver vi 60 – 70 gange. Til sammenligning flyver de 200 dage om året i Egypten. Desuden er lønningerne jo højere herhjemme end syd på.

Udover en kæmpe oplevelse får man til gengæld næsten “godt vejr-garanti”. Hvis ikke man bryder sig om det aktuelle vejr, man oprindelig skulle være ude at flyve i, så kan man booke om.

Ifølge DreamBallons statistikker kommer 43 procent af gæsterne ud at flyve allerede på den første booking, mens 90 procent kommer i luften på max. fire bookinger.

– Vi slet ikke flyve i regnvejr. Vi må heller ikke flyve ved for lav sigtbarhed, og der må ikke være over 5 sekundmeter vind ved start og landing, fortæller Morten Nielsen.

130 kilometer i timen

En luftballon kan nå helt op på 130 kilometer i timen, men så hurtigt går det dog ikke i Danmark.

For at få så meget fart i ballonen kræver det, at man kommer op i 5-6 kilometers højde og kan udnytte jetstrømmene.

– Det er helt fantastisk. Det burde alle opleve minimum en gang i deres liv, siger Morten Nielsen.

I Danmark må der maksimalt blæse 10 meter per sekund for, at der må flyves. Det giver hastigheder på mellem 5 og 30 kilometer i timen.

Luftballonen over Silkeborg i går kom op på 24 kilometer i timen.

– Det kan noget helt særligt, Når først man er oppe i luften, er en ballontur den mest rolige flyveform. Der er noget helt meditativt over det, forklarer Morten Nielsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu