Gitte advarer mod telefonsvindlere: – Hvor meget ved de om mig?

13. juni 2016 17:49 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk

Gitte Mortensen er en af mange danskere, der har oplevet at modtage et opkald fra svindlere, der forsøger at lokke penge ud af intetanende personer.

Gitte advarer mod telefonsvindlere: - Hvor meget ved de om mig?
Hver sjette dansker har inden for de seneste to år været udsat for forsøg på svindel over telefonen. I artiklen kan du læse om et tilfælde. Foto: Scanpix

Hver sjette dansker har været udsat for forsøg på svindel af lyssky typer, der ringer intetandende mennesker op og forsøger at lokke penge ud af dem. Det viser en ny undersøgelse foretaget af Deloitte. IT-kriminelle går direkte efter at få fat på personfølsomme data som kreditkortoplysninger. En af dem, som statistikken nævner, er Gitte Mortensen fra København, der pludselig fik et opkald fra et ukendt nummer. Oplevelsen kalder hun “grim”.

– Jeg tog telefonen, selv om det var ukendt nummer, for når de ringer fra mine børns institution, er det også med ukendt nummer. Første gang, han ringede, sagde han, at det var fra Microsoft, og der var et problem med min computer, som skulle løses. Manden talte engelsk med en dårlig indisk accent, fortæller Gitte Mortensen til Newsbreak.dk.

Oplevelsen satte nogle grimme tanker i gang hos hende.

– Det er da virkelig grimt. Han kendte mit navn. Han ringede til mig to gange. Min største bekymring er, hvordan i alverden de har fundet frem til lige mig, undrer Gitte Mortensen sig. Hun handlede dog resolut ved første opkald og forklarede, at der ikke var noget problem med hendes computer og smækkede røret på.

Men så ringede manden igen.

Gør alt hvad de kan

Hos Deloitte, der har fået udarbejdet undersøgelsen, der består af 1165 interviews med repræsentativt udvalgte danskere på 18 år og derover, advarer sikkerhedsekspert Kim Schlyter i en pressemeddelelse mod disse opkald.

– De IT-kriminelle går målrettet efter personfølsomme data, som de forsøger at lokke ud af både virksomheder og privatpersoner. Især kontaktoplysninger og kreditkortinformationer er i særlig høj kurs, da de kan bruges til yderligere berigelseskriminalitet i cyberspace. Hackerne er meget mere snu, end man umiddelbart skulle tro. De gør alt, hvad de kan for at finde på plausible historier. Ofte har de allerede skaffet sig mange oplysninger om deres offer, inden de ringer. Derfor kan de gøre svindelnummeret så troværdigt, at man falder i fælden, siger han.

Og netop troværdigheden fik også Gitte Mortensen til at betvivle sin egen overbevisning om, at der var tale om et svindelnummer, da “Microsoft” ringede til hende igen.

– Det var en rigtig person, der ringede begge gange. Baggrundsstøj fik det til at lyde som om, han sad i et call-center. Da jeg blev ringet op anden gang, lyttede jeg til, hvad han havde at sige, men fastholdt, at der ikke var nogen fejl. Så begyndte han at tale om et nummer, som kun Microsoft og computerens ejer kender – han ville bevise, at han var god nok. Det hele var meget troværdigt og lød super overbevisende, siger Gitte Mortensen, der dog ikke hoppede i fælden.

Mail-adressen er nok

Kim Schlyter fra Deloitte vurderer, at svindlerne bliver stadig mere kreative i forsøget på at lokke penge ud af folk. Selv hvis man udleverer sin mail-adresse til disse mennesker, risikerer man at miste penge.

– Så kan hackerne bruge den til at sende et link, som installerer virus eller malware på computeren eller mobilen. Sker det, har hackerne fri adgang til ens data, ligesom de kan være med på en ‘lytter’ næste gang, man logger på sin netbank, siger han.

Fænomenet er vidt udbredt i Danmark, viser omtalte undersøgelse. I alt har 16 procent af de adspurgte danskere fortalt, at de inden for de seneste to år er blevet ringet op af personer, der forsøgte at lokke penge eller personlige data ud af dem.

På sin hjemmeside advarer selv Microsoft mod disse ublu typer, de udgiver sig for at repræsentere firmaet. På siden listes en række gode råd til at undgå at havne i fingrene på svindlerne.

Først og fremmest skriver Microsoft, at firmaets service-afdeling aldrig kontakter folk per telefon.

– Køb ikke nogen form for service eller software over telefonen.

– Spørg, om der er betaling forbundet med den tilbudte “service”. Er der det, skal du lægge på.

– Giv aldrig andre tilladelse til at andre kan styre din computer, med mindre du er 100 procent sikker på, at der er tale om en ægte medhjælper fra et support-firma.

– Giv aldrig finansielle informationer til nogen, der påstår at komme fra Microsofts support.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu