ANNONCE

God idé? Disse lån kan spare dig en formue

5. juli 2020 19:03 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Der kan være op til 17.500 kroner at spare ved at tage et grønt billån frem for et almindeligt. Men det vil ikke altid være det mest optimale valg.

Er du på udkig efter en elbil eller en plug-in-hybrid – og et dertilhørende billån – kan du med fordel se dig om efter et grønt et af slagsen.

I en ny undersøgelse fra FDM fremgår det nemlig, at der kan være flere tusinde kroner at spare ved at vælge et grønt billån fremfor et almindeligt.

En sammenligning af billån på tværs af 12 banker viser, at man i et konkret tilfælde kan spare 11.000 kroner ved at tage et grønt billån på 250.000 kroner til en el- eller hybridbil, fremfor et almindelig billån på samme beløb til en diesel- eller benzinbil.

På et billån til 400.000 kroner kan besparelsen være helt op til 17.500 kroner.

Ud over at etableringsomkostningerne er lavere ved et grønt billån, kan du i flere tilfælde også slippe afsted med en lavere udbetaling.

– I nogle tilfælde kan du nøjes med ti procent, mens det ved et almindeligt billån er normalt at skulle punge ud med 20 procent af bilens pris, siger Ilyas Dogru, der er forbrugerøkonom i FDM.

Hold øje med dette

Den lavere udbetaling kan dog betyde, at du skal betale pengene af over længere tid og dermed lægge mere i renter, så hold øje med lånets løbetid.

Men selv om undersøgelsen taler for sig selv, så kan der faktisk være andre muligheder, der er billigere for dig.

– Hvis du ejer et hus og har en friværdi, vil du alt andet lige kunne få billigere lån i din friværdi i huset, end du kan få i et grønt lån, forklarer Ilyas Dogru.

Desuden kan nogle banker kræve, at du er helkunde hos dem, før du kan få adgang til lånet.

Det betyder, at du vil skulle rykke alle dine aktiviteter til pengeinstituttet, og det er de færreste, der gør det på baggrund af et billån. Det kan dog være en god anledning til at få kigget dine bankforretninger igennem.

I galleriet ovenfor kan du se, hvordan du finder de grønne billån, og hvad du skal være særligt opmærksom på.

Få flere tilbud

I stedet anbefaler han, at du indsamler tre tilbud og sammenligner dem. Det bedste tager du med til den bank, hvor du i forvejen er kunde.

– Det billigste tilbud kan man altid bruge til at presse sin egen bank. Ret ofte vil man få noget ud af det, siger Ilyas Dogru.

Nykredit er en af de banker, der tilbyder danskerne grønne lån, som er prissat billigere end de almindelige billån.

Her oplever man en stigende interesse for de grønne lån – særligt blandt de unge. Håbet er, at lånet giver dig et incitament til at vælge den energivenlige bil, næste gang du skal købe ny.

– Vi vil gerne bidrage til den bæredygtige udvikling og den grønne omstilling, skriver bankdirektør i Nykredit, Henrik Rasmussen, i en mail.

Fakta

Hvad er ÅOP?

ÅOP står for årlige omkostninger i procent.

Den viser dig,  hvad det koster at have et lån inklusive renter og alle omkostninger.

ÅOP giver dig mulighed for hurtigt at gennemskue, hvilket lån eller hvilken kredit der er billigst for dig, når du sammenligner tilbud fra forskellige låneudbydere.

Kilde: Danske Bank.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu