ANNONCE

Gode grunde til at gå udenom dette i butikken

12. oktober 2020 18:11 | Af: Ritzau Fokus

Det kan ses i din urin, om du gør en indsats for at undgå at smide skadelig kemi i din indkøbskurv.

Svanemærket, EU-Blomsten og Økologimærket. Der er nok at vælge imellem, når du handler.

Og hvis du navigerer efter de officielle mærker, tygger dig igennem ingredienslister og forsøger at undgå skadelig kemi, så er arbejdet heldigvis ikke spildt.

En amerikansk undersøgelse viser, at dem, der prøver at styre uden om produkter med hormonforstyrrende stoffer, også har færre af den slags stoffer i deres urin.

Studiet er foretaget af Silent Spring Institute, som er publiceret i International Journal of Hygiene and Environmental Health.

– Vi har set i andre undersøgelser, at hvis man smører creme på, så kan det måles i urinen med det samme. Så det kan batte noget at undgå produkter, der indeholder stoffer, der kan have uønskede effekter, siger Claus Jørgensen, som er projektchef hos Forbrugerrådet Tænk Kemi.

Så på tis

I det nye studie analyserede forskere urinprøver fra 726 deltagere, som også skulle udfylde spørgeskemaer om deres indkøb, og hvorvidt de undgår bestemte stoffer.

Og her stod det altså klart, at folk, der bevidst undgik produkter med parabener, triclosan, BPA og parfumestoffer, med dobbelt så stor sandsynlighed hørte til gruppen med den laveste byrde af kemikalier i kroppen.

At undgå bestemte produkter og læse ingredienslister var den mest effektive metode til at reducere sin udsættelse for konserveringsmidlerne parabener og triclosan og for benzophenone-3, som kan findes i solcreme.

Når stofferne kan måles i din urin, så har du optaget dem – men jo også tisset dem ud igen. Hvis det nu bare skete en enkelt gang, var problemet nok ikke så stort.

Det fortæller Anna-Maria Andersson, som er forsker og leder af Center for Hormonforstyrrende Stoffer under Rigshospitalet.

– Men vi har erfaring med at måle eksempelvis parabener og bisphenol, og dem finder vi hos de fleste. Og det er udtryk for, at vi er udsat for det regelmæssigt. Så selv om det ikke bliver i kroppen, så får vi hele tiden tilført nyt, som er i et flow gennem kroppen.

– Derfor giver det god mening at forsøge at undgå nogle af de produkter, det findes i, så man kan sænke niveauet, siger hun.

Hvad er der i din sæbe?

Parabener og visse uv-filtre, der er mistænkt for at være hormonforstyrrende, kan være i din shampoo og creme.

Nogle andre stoffer er ikke helt så lette selv at styre uden om. De kan nemlig være i vores bygninger og i støvet omkring os.

I undersøgelsen kommer det til udtryk ved, at dem, der aktivt forsøger at undgå stoffet BPA, faktisk har samme niveauer som andre. Det tyder ifølge forskerne på, at BPA også kommer fra andre kilder, end man som forbruger er klar over.

Kilder til billedtekster: Leder af Center for Hormonforstyrrende Stoffer Anna-Maria Andersson og projektchef i Forbrugerrådet Tænk Kemi Claus Jørgensen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu