ANNONCE

Gode tips: Sådan får du mere liv i din have

15. maj 2020 05:55 | Af: Newsbreak.dk

Store mængder af insekter forsvinder i Danmark, men du kan selv gøre en masse for at hjælpe dem. Dyrenes Beskyttelse guider dig til, hvordan du kan indrette haven, så den tiltrækker insekter og smådyr.

Sommerfugle og biller, bier og myg – både de kravlende og flyvende insekter har godt af en hjælpende hånd.

Det skriver Dyrenes Beskyttelse i en pressemeddelelse.

Der er nemlig masser, man kan gøre for at få flere insekter i haven.

De fleste insekter er knyttet til bestemte grupper af planter og har gennem tusinder af år tilpasset deres liv til lige præcis dén gruppe planter.

Det betyder, at de har behov for adgang til bestemte grupper af planter for at kunne leve.

På denne tid af året kan det godt betale sig ikke at rydde for meget op i haven, lade nogle bunker af sten og grene ligge samt have forskellige planter for at styrke diversiteten i haven, skriver Dyrenes Beskyttelse.

Det gælder i øvrigt på flere tidspunkter af året – og derfor bør man også lade nedfaldne blade og kviste ligge i sin have om efteråret.

– Mange haveejere bander over de nedfaldne blade, fordi det betyder arbejde med at rode dem sammen og få dem væk i sække. Men bladene skal slet ikke væk. Bladene fungerer som lune dyner for insekter og andre smådyr og skaber derfor et fantastisk spisekammer for solsorten, som er afhængig af at kunne gå og vende blade og rode efter insekter under dem, har biolog i Dyrenes Beskyttelse, Michael Carlsen, tidligere udtalt til Dyrenes Beskyttelse.

I galleriet ovenfor kan du se, hvilke dyr og insekter der gør stor gavn i din have.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu