Sådan undgår du gør-det-selv-ulykker

8. november 2019 18:43 | Af: Ritzau Fokus

Det kan gå grueligt galt, hvis du kaster dig ud i gør det selv-arbejde derhjemme uden at få styr på sikkerheden.

Er dine hænder godt skruet på, kaster du dig formentlig jævnligt ud i forskellige gør det selv-projekter.

Det kan være, at du vil nå at trimme træerne eller tømme tagrenden, inden vinteren for alvor rammer.

Artiklen fortsætter under videoen

Desværre resulterer gør det selv-arbejdet til tider i skader og ulykker. Det fortæller overlæge Søren Larsen fra Ulykkes Analyse Gruppen på Odense Universitetshospital.

Her ser man særligt arbejdet i haven og uden for husets fire vægge som en af de store syndere.

– Når det kommer til havearbejde, sker ulykkerne oftest, når vi skal op på en stige. Kombinerer du det med at have et stykke værktøj i hånden, så lægger det noget ekstra oven i risikoen, siger han.

Pas på stigen

Mange har en tendens til at stille stigen på et usikkert underlag, og det medfører mange faldulykker.

Men også værktøj som vinkelslibere, hobbyknive og rundsave ligger højt på Ulykkes Analyse Gruppens statistikker over produkter, der forårsager ulykker.

Det er der en god grund til, siger Henrik Bisp fra Bolius, der er fagekspert inden for byggeteknik og selv er håndværksuddannet som tømrer.

Husk tøjet

Mange gør det selv-folk kaster sig nemlig ud i projekter uden at sætte sig ind i sikkerheden.

– Det generelle råd er at kigge ordentligt på både værktøj og materialer, før du går i gang. Ved en motorsav er der eksempelvis nogle mærkater, der viser, om du bør have et ansigtsværn på, eller om du bør bære handsker, siger Henrik Bisp.

I andre tilfælde handler det om at bruge sin sunde fornuft og gøre som faglærte håndværkere gør det – for eksempel med ordentlig påklædning.

– Bruger du en vinkelsliber på metal, mens du har shorts på, så husk på, at der kommer gnister, lyder det fra Henrik Bisp.

Det er ikke alt, du kan klare selv

Gør det selv-arbejde kan også inkludere nedrivning af vægge eller andet i hjemmet, som kan give gener, du skal være opmærksom på.

– Støvende arbejde, uanset hvad det præcis er, skal du altid forberede dig på. Når der er partikler i luften, skal du beskytte dig mod dem, så de ikke kommer i luftvejene, siger Henrik Bisp, der anbefaler at bruge støvmaske.

Er du den mindste smule i tvivl om, hvilke materialer du er ved at rive ned, bør du altid stoppe og i stedet kontakte relevant fagpersonale.

– Asbest og PCB skal du holde dig helt fra. PCB ser vi typisk i fuger ved døre og vinduer. Asbest ligger ikke kun på taget. Det kan også være i aftrækskanaler i huset eller omkring isoleringen ved en varmtvandsbeholder eller rør, siger Henrik Bisp.

På Odense Universitetshospital ser man langt flere mænd end kvinder, som har været uheldige med gør det selv-projektet.

Tallene melder dog ikke noget om, hvorvidt mænd er mere uforsigtige, eller om mændene blot gør det selv oftere end kvinderne.

I galleriet over artiklen kan du se, hvilke produkter der fører til flest ulykker.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu