ANNONCE

Google løste uløselig kriminalgåde

1. januar 2021 21:04 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En kvinde blev kidnappet, og der var tilsyneladende ingen spor i sagen.

Google løste uløselig kriminalgåde
En enkelt detalje blev afgørende for sagen. Foto: REUTERS/Dado Ruvic/Scanpix

En kvinde iklædt hospitalskittel og med tydelige blå mærker i ansigtet troppede en juninat i 2017 op på en rasteplads uden for den amerikanske by Milwaukee.

Her lånte hun en telefon af en lastbilchauffør, og ringede 911. Hun var blevet angrebet af to mænd, forklarede hun alarmcentralen:

– De stjal min bil, tog mig bortførte mig og voldtog mig, sagde kvinden.

Det skriver NBC News.

Kvinden, en hospitalsmedarbejder i 30’erne, fortalte politiet, at hun havde været på hjem fra arbejde i sin bil. Pludselig var en fremmed mand sprunget ind gennem hendes åbne bilvindue, da hun holdt ved en afkørsel.

Manden var bevæbnet med hobbykniv og hammer, og han tvang hende til at sætte bilen i gang. Han fik hende til at køre hen til en mørk pickup-truck, hvor han voldtog hende mens en medskyldig kørte bilen. Derpå efterlod de hende i vejkanten.

På bar bund

Chancen for at opklare forbrydelsen var minimal. Kvinden kunne kun give et meget simpelt signalement af gerningsmanden og bilen. De havde taget hendes telefon, men den kunne ikke spores, fordi gerningsmændene havde slukket den:

– Det var så meget en gåde, som det kan blive, siger politimanden Eric Draeger, der efterforskede sagen.

Men han havde ét spor at gå efter.

Kvinden havde fra bagsædet spottet, at bilens chauffør orienterede sig via Google Maps på en Samsung Galaxy telefon.

På en konference havde Draeger godt hørt, at man kunne spørge Google om lokationsdata. Muligheden har vakt kritik flere steder, fordi også uskyldige, der har været i nærheden af forbrydelser, kan ende i myndighedernes søgelys, og er blevet ulovliggjort i flere amerikanske stater.

Det var det ikke i Wisconsin, hvor Milwaukee ligger, i 2017.

Det lykkedes Draeger at få en kendelse, der påbød Google at udlevere den data, han efterspurgte.

Binder punkterne sammen

Kort tid efter ringede en ansat fra Googles juridiske afdeling til Draeger:

– Jeg ved ikke en gang, om man kan gøre det, men vi vil virkelig gerne hjælpe, for det er alles mareridt, du beskriver, sagde den ansatte ifølge Draeger, til ham.

I løbet af de næste dage fandt Google frem til én telefon. Den eneste, der havde befundet sig på alle steder, der kunne forbindes til forbrydelsen. Blandt andet stedet, kvinden blev bortført, stedet, hun blev efterladt og – meget markant – en bar i Chicago, hvor hendes kort var blevet brugt den efterfølgende aften.

– Så pludselig kunne jeg kigge på en skærm, hvor jeg havde både navn og telefonnummer på den fyr, vi havde ledt efter i fem dage, siger Draeger.

Sporer sig ind

I politiets databaser kunne de se, at den mistænkte, en 28-årig mand fra El Salvador, havde et langt synderegister bag sig.

Han var blandt andet dømt for frihedsberøvelse, og to gange udvist af USA.

Det lykkedes politiet at få hans telefonselskab til at spore hans telefon, så de i real-time kunne følge med, da den 28-årige var på vej hjem.

Så slog de til. Han flygtede ind i en skov, men blev fundet af en politihund. Anholdt, sigtet for voldtægt, kidnapning og væbnet røveri.

Herefter begyndte politiet at arbejde bagvendt – via lokationsdata fra gerningsmandens telefon fik de overvågningsvideo fra de steder, han havde været. De matchede fingeraftryk, og de fik offeret til at udpege mændene.

100 års fængsel

Den medskyldige i sagen erklærede sig skyldig, og modtog en dom på 25 års fængsel.

Voldtægtsmanden, den 28-årige fra El Salvador, nægtede dog sin skyld.

I retten blev han dog idømt mere end 100 års fængsel.

Rejser alvorlige spørgsmål

Men Steven Zaleski, den dømtes forsvarer, fordømmer brugen af Googles data i en mail til NBC:

“Det rejser nogle alvorlige spørgsmål om privatlivets fred for alle borgere. Bare fordi det er en teknologisk mulighed er det ikke sikkert, at man bør benytte sig af den slags set ud fra et juridisk eller konstitutionelt standpunkt,” skriver han.

Eric Draeger har siden sagen holdt foredrag om brugen af Googles data på flere konferencer. Brugen af Googles geofence-kendelser er steget med 1.500 procent i USA.

Brugen er ekstremt kontroversiel, men Draeger er ikke i tvivl:

– Uden den information fra Google havde vi ikke haft en chance. De gav os informationen, og retfærdigheden skete fyldest for en kvinde, der havde brug for det, siger han.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu