Mobilregningen eksploderer på ferien

12. juli 2019 21:02 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk og Ritzau Fokus

Din mobil kan hoppe på både satellitter og netværk i lande uden for EU. Og det kan blive rigtig dyrt.

Del:

Du kender det sikkert – du har haft en måned, hvor telefonen er blevet brugt lidt for meget.

Billeder er blevet delt på Instagram, der er blevet snapchattet med venner og bekendte eller måske har du bare haft hang til nyheder hjemmefra. Det kan være, at du har haft brug for en GPS for at finde rundt.

Alt sammen er noget, der har betydning for din mobilregning – fordi din mobildata bliver brugt løbende til at holde verden opdateret på dig, og dig opdateret på, hvordan verden er omkring dig. Men når du skal på ferie, så er smartphonen en ligeså fast følgesvend i bagagen som pas og pung.

Selv om EU fjernede roamingtaksterne i 2017, råder Telmore til at tjekke, hvordan du er dækket.

– Rejser du tæt på grænserne, kan din mobil hoppe på nabolandets net. Men hvis nabolandet ikke er en del af EU, kan det blive dyrt, forklarer direktør Henrik Lehman.

Gråzoner

For eksempel er du dækket i Frankrig, men ikke i Monaco.

Og samme problematik kan du støde på i Andorra mellem Spanien og Frankrig, Liechtenstein mellem Schweiz og Østrig samt San Marino og Vatikanstaten, der begge er omkranset af Italien.

Er du eksempelvis i Andorra, koster det otte kroner per minut at ringe til Danmark.

Artiklen fortsætter efter videoen.

Omvendt er Schweiz dækket med en særaftale hos en række teleselskaber, selv om landet ikke er medlem af EU.

Så tjek altid dit abonnement, og slå sms-tjenesten til, som angiver, hvilket land mobilnettet befinder sig i, råder udviklingschef Jens Hummelmose fra techmediet recordere.dk.

– I det hele taget skal man vurdere, om man har brug for data, så man kun bruger det, når det er nødvendigt – som til de famøse Facebook-opdateringer, siger han.

Farlige fælder

For er roaming slået til hele tiden, bruger telefonen for eksempel data på opdateringer.

– Er du ikke opmærksom på det, kan du have brugt al din data, inden du når syd for Hamborg, siger Jens Hummelmose.

Det samme kan ske, hvis du sejler med færge eller er på krydstogt. Mobilen hopper typisk over på en satellitforbindelse.

– Det kan blive ret dyrt. Så slå roaming altid fra, når du sejler, og brug wi-fi i stedet, hvis det er en mulighed, råder Henrik Lehman.

Har du i det hele taget mulighed for at tilgå en sikker wi-fi-forbindelse, så brug den, når du skal opdatere apps, streame, skrive onlinebeskeder, tjekke e-mailen, opdatere de sociale medier eller finde vej.

Det er nemlig blandt de mest datatunge ting.

Serier, film, musik og kort kan downloades hjemmefra og bruges offline.

Henter du for eksempel et kort, inden du tager afsted, så bruger du udelukkende data på gps-funktionen.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu