ANNONCE

Gratister får det svært i bus, tog og metro

5. marts 2021 14:28 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Landets fire store trafikselskaber er del af et samarbejde

Gratister får det svært i bus, tog og metro
Det er de seneste år blevet noget sværere at slippe for at betale en kontrolafgift. Genrefoto.

Det er blevet noget nær umuligt at ignorere en kontrolafgift fra bus- og togture. Gældsstyrelsen skriver i en pressemeddelelse, at man har gjort gældsindrivelsen meget mere effektiv, efter at landets fire største trafikselskaber er blevet en del af inddrivelsessystemet PSRM.

Systemet giver Gældsstyrelsen mulighed for at modregne udbetalingen af overskydende skat, tilbageholde løn og iværksætte en rykkerindsats, hvis du eksempelvis har kørt med bus uden billet, er blevet taget af kontrolløren og fået en afgift.

En succeshistorie

DSB, Metro Service, Movia og Arriva er i dag alle en del af PSRM, og ser man på statistikkerne, har det været en succes for alle involverede parter.

Selskaberne inddrev til sammen 116 millioner kroner i 2020 målt mod 37 millioner kroner i 2019. Ifølge Gældsstyrelsen viser forskellen på de to beløb, hvad det er, PSRM kan.

– Lønindeholdelse er en effektiv metode til at få personskyldnere til at afdrage på deres gæld, og vi oplever lige nu, at vi måned for måned kan sende flere og flere penge tilbage til trafikselskaberne, der er blevet koblet på det nye system, siger direktør i Gældsstyrelsen, Lars Nordahl Lemvigh i pressemeddelelsen.

Gæld for 380 millioner kroner

Gældsstyrelsen skriver, at man indtil videre har fået kontakt til 46.000 skyldnere, ud af de cirka 123.000 personer, der skylder de fire trafikselskaber penge, under lønindeholdelse. De 46.000 borgere afdrager samlet set på en gæld på godt 380 millioner kroner.

Mangler man et argument for at få bøden betalt, kunne renter være et af dem.

– Jo længere man venter med at betale, jo flere renter løber der bare på, så skyldnerne slipper i virkeligheden billigst ved selv at kontakte os og indgå en aftale om betaling. Alternativt vil flere og flere skyldnere opleve, at vi anvender lønindeholdelse for at sende pengene tilbage til trafikselskaberne, siger Lars Nordahl Lemvigh i pressemeddelelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu