ANNONCE

Grillbar, frisør og massageklinik holdt åbent

14. april 2020 19:29 | Af: Jørgen Rosengren, jr@newsbreak.dk

Det er ikke alle, der overholder loven.

Grillbar, frisør og massageklinik holdt åbent
Flere forretningsdrivende valgte at holde åbent i påsken. Foto: Colourbox.

De fleste danskere – også de forretningsdrivende – formår på fornemste vis at overholde de retningslinjer og befalinger, der kommer fra regeringens side.

Det er dog ikke alle.

Det viser – blandt andet – en opgørelse fra Sydøstjyllands Politi. En politikreds, der dog overordnet er meget tilfreds.

“Borgerne i Sydøstjyllands Politikreds har i påsken overordnet efterlevet de restriktioner, som regeringen har iværksat for at undgå corona-smittespredning i samfundet”, starter pressemeddelelsen.

Sydøstjyllands Politi har været særligt opmærksomme på forsamlingsforbuddet i påsken og på kravet om lukning af værtshuse, restauranter, frisører med flere.

Flere patruljer i påsken

Af den grund har flere patruljer end normalt været på arbejde i hele politikredsen.

– Det er glædeligt, at borgerne i Sydøstjyllands Politikreds støtter op og tager situationen alvorligt, også i en højtid som påsken, der ellers er en tid, hvor alle samles og hygger sig med familie og venner. Denne påske har endda budt på særdeles godt vejr, som også lægger op til at samles i større grupper i det fri, men også her har majoriteten af borgere i politikredsen vist samfundssind og fulgt retningslinjerne. De skal have stor ros for at fortsætte den positive tendens, vi også kunne se inden påsken, udtaler politidirektør Jørgen Abrahamsen.

Enkelte overtrædelser

Selvom Sydøstjyllands Politi kan konstatere, at der i påsken overordnet har været meget mindre aktivitet på gader, i parker og andre friluftsarealer end sædvanligt, og at mange af de anmeldelser, som politiet har modtaget, ikke har vist sig at være overtrædelser, så har der været enkelte sager, hvor personer er blevet sigtet.

I alt har Sydøstjyllands Politi foretaget syv sigtelser i sager omfattet af Covid-19; to restauranter, en grillbar, et værtshus, en frisør og en massageklinik blev sigtet for at bryde den gældende lovgivning og ikke holde lukket.

– Udover sagerne med de virksomheder, der ikke overholdt reglerne, så har vi henover påsken også måtte tilrettevise enkelte grupper, som havde forsamlet sig og ikke holdt den nødvendige afstand. Grupperne opløste sig dog hurtigt efter vores anvisninger, understreger Jørgen Abrahamsen.

Ikke i orden

Det er politidirektøren ikke helt tilfreds med:

– I en tid, hvor vi i den grad skal stå sammen som samfund, og hvor vi som fællesskab er på vej mod en gradvis åbning af samfundet efter en hård periode, så er det ikke i orden, at nogen vælger at tilsidesætte reglerne og slække på egen opførsel, siger han.

Antal anmeldelser i påsken i Sydøstjyllands Politikreds: 107 anmeldelser

Antal sigtelser i påsken i Sydøstjyllands Politikreds: Syv sigtelser, heraf to sigtelser i en frisørsalon (ejer og frisør), en person på en restaurant, en person i en massageklinik, en person i en grillbar, en person på et værtshus, og en person på en restaurant.

Tallene er opgjort fra onsdag den 8. april klokken 7.00 til tirsdag den 14. april klokken 7.00.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu