ANNONCE

Grooming: Når dit barns ven overskrider alle tænkelige grænser

22. april 2017 06:01 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Grooming er en gradvis proces, der løbende krænker blandt andet børn. Forældre kan bekæmpe grooming sammen med deres børn.

Grooming: Når dit barns ven overskrider alle tænkelige grænser
Når voksne udnytter børn over nettet, kan det gå under begrebet grooming. Foto: Scanpix.

Når voksne mennesker bevidst udgiver sig for at være væsentligt yngre, end de er for at at komme i kontakt med børn på nettet, er der tale om grooming. Et eksempel herpå er en sag fra Nordsjællands Politi, der viste sig at række ud over Danmark.

Den sag handlede om en 57-årig mand, der blev tiltalt for mere end 300 forhold, hvor han havde lokket andre, primært børn, til at sende nøgenbilleder og onanere for ham via videochat. Måden, manden var kommet i kontakt med børnene på, er grooming.

Grooming skal italesættes

For politiet og Det Kriminalpræventive Råd, der har udarbejdet en temaside om emnet, er grooming et emne, de håber, forældre vil tale med deres børn om. For rigtig mange børn er kontakt med andre mennesker på nettet en vigtig del af deres sociale liv.

Børnene spiller, chatter og udveksler oplevelser med mennesker, de måske kun kender via nettet. Men i få tilfælde ender børnene altså med at blive misbrugt. Om grooming skriver Det Kriminalprøventive Råd, at det seksuelle misbrug er startet som, noget helt andet.

“Forud for overgrebet har der ofte været en længere proces, hvor krænkeren har påvirket barnet til at overskride sine grænser. Denne proces kaldes for grooming, som er en række faser, krænkeren gennemgår med barnet for at kunne begå overgrebet – online eller fysisk,” skriver Det Kriminalpræventive Råd.

Sker ikke kun på nettet

Begrebet er ikke noget, der kun forekommer på nettet. Men krænkerne har lettere ved at operere online, fordi det er nemmere at virke troværdig her. På nettet kan enhver voksen give sig ud for at være et barn. I den ene ende af en chat kan der derfor sidde et mindreårigt barn, og i den anden ende kan der sidde en voksen, der giver sig ud for at være et barn på samme alder.

Artiklen fortsætter under faktaboksen.

Fakta

Groomingens otte faser

1. Den kontaktskabende fase
Her forsøger krænkeren at skabe kontakt til barnet ved at lyve om sin identitet. Kontakten indledes oftest online.

2. Opbygning af venskabet
Når kontakten er etableret, vil krænkeren typisk forsøge at afdække særlige problemer, ønsker eller drømme, som barnet tumler med. Relationen udvikles over flere dage eller helt op til flere måneder.

3. Risikovurdering
Krænkeren vurderer herefter risikoen for at blive opdaget. Typisk vil krænkeren afprøve barnets evne til at holde på en hemmelighed, og danne sig et indtryk af, om barnets forældre eller omsorgspersoner kender til barnets færden på nettet.

4. Den eneste ene
Relationen styrkes, så barnet føler sig forpligtet over for det nye venskab. Barnet opfordres til at betro sig til krænkeren, og relationen testes ved at bede om noget til gengæld for fortroligheden. Relationen behøver endnu ikke at have en seksuel karakter, men hvis barnet er tøvende eller afvisende, så reagerer krænkeren ofte med skuffelse.

5. Det seksuelle tema afprøves
I denne fase antager grooming typisk en mere seksuel karakter. Krænkeren vil begynde at spørge ind til barnets erfaringer med kærester, seksuel aktivitet eller den fysiske udvikling. Krænkeren tilbyder sin viden og erfaring og sender nøgenbilleder af sig selv eller børn i seksuelle situationer for at afprøve barnets reaktion.

6. Det digitale overgreb arrangeres
Her foreslår krænkeren typisk at tale sammen over webcam eller at få tilsendt billeder af barnet. Det begrundes ofte med, at krænkeren vil se barnet, eller at barnets billeder er for dårlige. Krænkeren er i høj grad anerkendende og rosende, men når barnet giver efter, ændrer attituden sig til at være mere truende og krævende. Ofte trues barnet med at billeder eller webcam-optagelser offentliggøres.

7. Det fysiske møde arrangeres
Nogle krænker har som endelig mål at mødes fysisk med barnet for at gennemføre seksuel aktivitet. Ved grooming af yngre børn er det seksuelle tema ikke nødvendigvis blevet introduceret. Barnet kan derfor være af den overbevisning, at de skal mødes med en ven, der har fælles interesser. I sådanne tilfælde er det først ved det fysiske møde, at krænkeren kræver, at barnet medvirker i seksuel aktivitet.

Hvis barnet er tøvende eller afvisende overfor et møde, vil krænkeren som i fase 4 reagere insisterende og med skuffelse. Krænkeren vil typisk også bruge trusler om offentliggørelse af billeder eller optagelser som afpresning til at gennemføre et fysisk møde.

8. Hemmeligheden fastholdes
Gennemgående for denne og de tidligere faser er, at krænkeren understreger det unikke forhold, og at andre ikke vil kunne forstå det, hvorfor barnet må holde det hemmeligt. Ofte vil krænkeren pålægge barnet ansvar, skyld og skam og påstå, at barnet har gjort noget ulovligt og vil blive straffet.

Kilde: Det Kriminalpræventive Råd.

Barnet har ikke nødvendigvis mulighed for at se den, de taler med. Kontakten på nettet betyder også, at det ikke nødvendigvis virker helt så farligt at overskride sine grænser en efter en ved eksempelvis at sende billeder af sig selv i først undertøj og så billeder, hvor man er helt nøgen.

Hvad kan forældrene gøre

Det Kriminalpræventive Råd står sammen med Red Barnet bag siden Sikkerchat.dkhvor forældre kan læse mere om, hvordan de hjælper deres børn med at undgå seksuelle krænkere på nettet. 

Forældre opfordres til at lære deres børn, at det er okay at sige fra over for de ting, de ikke har lyst til. Forældre opfordres også til at tale med deres børn om, at ikke alt er, hvad det giver sig ud for at være på nettet.

ANNONCE

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu