Håndværkerbil smadrer frontalt ind i bus i trafikulykke: Politiet leder efter bilens chauffør

7. december 2017 08:44 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Det er magtpåliggende for politiet, at manden bliver fundet.

Håndværkerbil smadrer frontalt ind i bus i trafikulykke: Politiet leder efter bilens chauffør
Det er en VW Caddy, manden er kørt galt i. Det er dog uvist, om det er en bil af lige akkurat denne årgang og type, der er afbilledet. Foto: Scanpix/Denis Balibouse

Opdatering 9.33: Vedkommende er nu blevet fundet, oplyser politiet.

Har du set en cirka 35-årig mand, der går rundt i området ved Amager Strandpark og bløder fra ansigtet? Det kan virke nærliggende at holde sig på afstand fra sådan et menneske, men i dette tilfælde er det meget, meget vigtigt, at manden får hjælp.

Sagen er den, at manden tidligt torsdag morgen var involveret i en voldsom trafikulykke på Saltværksvej i nærheden af Amager Strandpark.

– Han kører galt … han kører frontalt ind i en bus og slår hovedet. Han bløder lidt ved øjenbrynet, og han går fra stedet, fortæller David Buch, vagtchef ved Københavns Politi, til Newsbreak.dk.

Ulykken blev anmeldt omkring 05.00. Manden kørte i en VW Caddy, da ulykken skete, og det er uvist, hvorfor han forlod stedet til fods. David Buch oplyser, at man fra politiets side har været i kontakt med mandens pårørende, der ikke har talt med ham.

– Vi kigger efter ham med hunde. Han bor ikke så langt derfra, og det kan være, at han er gået hjemad, lyder det fra vagtchefen.

I skrivende stund er manden bare ikke fundet, og det er problematisk, da det er uvist, om han er kommet voldsomt til skade i forbindelse med ulykken.

– Vores primære fokus er at finde ham og sikre os, at han har det godt, siger David Buch.

Kontakt politiet hvis du ser manden

Hvis du er i lokalområdet, bedes du derfor holde øje med manden, der har følgende signalement:

– Mand
– 35 år gammel
– Cirka 180 centimeter høj
– Iført mørkt tøj
– Bløder fra ansigtet

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu