Hæleren er lige så slem som stjæleren: Sådan undgår du at blive kriminel på nettet

3. december 2018 05:59 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

Man skal være påpasselig med julegaveindkøbene i denne digitale tid. Følg rådene og undgå at gøre dig selv til kriminel ved juletid.

Hæleren er lige så slem som stjæleren er nok et ordsprog, de fleste af os har hørt en gang eller to i løbet af livet.

Og mens mange af os måske godt ved, at vi ikke skal købe et guldur af en fremmed på gaden, så er det langt sværere at gennemskue, hvem der er de brodne kar, når vi handler på nettet.

Der er dog en række gode tips, man med fordel kan tage bestik af, når julegaverne skal købes på nettet. Dem kan du finde i galleriet ovenover artiklen – de stammer fra Syd- og Sønderjyllands Politis hjemmeside stop-e-hæleri.dk.

– Vi har hver især et medansvar for ikke via køb af billige hælervarer at bidrage til, at der bliver begået indbrud hos vore medborgere eller os selv for den sags skyld, siger specialkonsulent hos Syd- og Sønderjyllands Politi Christian Østergaard til hjemmesiden.

Hæleren er lige så slem som stjæleren – også lovmæssigt

Der er rigtigt god grund til at sikre sig mod at blive hæler. For strafferammen for hæleri er den samme som for tyveri – så man risikerer altså op til halvandet års fængsel – seks års fængsel under skærpende omstændigheder.

På Det Kriminalpræventive Råds Facebook-side Vi køber ikke indbrud kan man ligeledes se en række billeder af ting, der er blevet meldt stjålet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu