ANNONCE

Hærgede i hele landet: Anholdt i stor aktion

20. juni 2020 10:11 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En formodet tyvebande er blevet anholdt.

Hærgede i hele landet: Anholdt i stor aktion
Tyvene har stjålet benzinkort og tanket for store beløb. Foto: Scanpix

En tyvebandes hærgen af varevogne landet er formentlig slut.

Det sker, efter udlændingekontrolafdelingen fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i samarbejde med Fyns Politi fredag har anholdt fire mænd, der mistænkes at stå bag en byge af tyverier.

De tre er udenlandske statsborgere, mens den sidste er dansk statsborger. De fremstilles alle i grundlovsforhør i dag, lørdag. Det skriver Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i en pressemeddelelse.

De fire mænd, der er i alderen 38-55 år, er sigtet for de omfattende tyverier fra varebiler og samt brændstoftyveri. Politiet har i forbindelse med anholdelsen ransaget flere adresser, ligesom køretøjer er blevet beslaglagt. I forbindelse med anholdelserne blev der også fundet to ulovlige salonrifler.

Målrettede tyverier

Ifølge politiet har tyvene haft et særligt mål, når de har været på rov.

Nemlig benzinkort:

– Vi har over en lang periode kunnet konstatere, at der har været gentagne tyverier fra varebiler, ofte tilhørende håndværkere, hvor gerningsmændene målrettet er gået efter at stjæle benzinkort med tilhørende kode. Ikke bare i vores politikreds, men i hele landet. En kort, men intensiv efterforskning bragte os på sporet af de anholdte. Det er vores opfattelse, at de anholdte i forening organiserede tyverierne og efterfølgende benyttede benzinkortene til at tanke meget store mængder brændstof fra benzintanke flere steder i landet. Vi håber med anholdelserne at se et fald i antallet af disse tyverier. Samtidigt håber vi, at vi får oplyst ejere af benzinkort om, at det er en dårlig idé at opbevare sit benzinkort sammen med koden dertil, siger vicepolitiinspektør Anton Havegård fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

Har du købt billig benzin?

Efterforskningen har også vist, at der har været et bredt aftagerled af det stjålne brændstof.

Vicepolitiinspektøren påpeger derfor, at bliver man som borger tilbudt brændstof til priser, der prismæssigt ligger noget under det sædvanlige prisniveau, så bør man tænke sig om en ekstra gang, før man gør en ”god handel,” for der kan være tale om hælervarer, hvor man som køber risikerer en sigtelse for overtrædelse af straffeloven.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu