ANNONCE

Hærværk mod valgplakater vinder frem

12. maj 2019 15:04 | Af: Ritzau Fokus

Natten til søndag har flere politikere oplevet hærværk mod deres valgplakater, der blev hængt op lørdag.

Hærværk mod valgplakater vinder frem
Ukendte gerningsmænd ødelagde natten til søndag d. 12. maj 2019 mindst 30 af Peter Skaarups (DF) valgplakater på Østerbro i København. Mange af plakaterne var flået ned, andre ødelagt og enkelte overmalet. (Foto: Bax Lindhardt/ Scanpix 2019) Foto: Bax Lindhardt/Scanpix

Enkelte er overmalede, nogle knækkede og andre flået ned. Det er skæbnen for en række af Peter Skaarups (DF) valgplakater.

Mindst 30 af DF-politikerens valgplakater på Østerbro i København er blevet ødelagt over natten af ukendte gerningsmænd.

Problemet med hærværk mod valgplakater er sket flere steder i landet.

I Sønderborg er den socialdemokratiske politiker Benny Engelbrechts valgplakater ligeledes blevet udsat for hærværk. Det skriver han søndag på Twitter.

– Et større antal af mine valgplakater i Sønderborg centrum har i nat været udsat for hærværk.

– Mine dygtige folk har fået ryddet op og sætter nye plakater op. Hærværket politianmeldes.

Folketingspolitikernes valgplakater har været i bybilledet siden lørdag klokken 12.00, hvor det blev tilladt at sætte dem op frem mod folketingsvalget 5. juni.

Det kan blive dyrt

Det er i øvrigt værd at bemærke, at det langt fra er lovligt at ødelægge valgplakater.

B.T. har tidligere skrevet, at det faktisk kan blive helt vildt dyrt for dig, hvis du skulle blive dømt for hærværk mod valgplakater, og forbrydelsen vurderes til at være hård nok til, at den fulde straf kommer på bordet. Det kan nemlig give op til seks års fængsel at yde hærværk mod valgplakater.

– Det er svært at svare på, hvorfor strafferammen er så høj. Strafferammen er jo kun et maksimum. Selvom strafferammen er seks år, er det yderst sjældent, at man vil komme derop. Den mindste straf, man kan få for drab, er syv dages fængsel, men det er jo også utænkeligt, sagde Henning Fuglsang Sørensen, ekspert i strafferet fra Syddansk Universitet, til B.T. 

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu