Hævnpornoen flyder overalt: Det skal du gøre

8. oktober 2018 06:28 | Af: Jon Tolstrup Jensen, jj@newsbreak.dk

Hævnporno er et problem, der bare stiger og stiger. Det kan ramme både mænd og kvinder, men særligt kvinder er i risiko gruppen for at fåbilleder spredt uden samtykke.

Hvad der kan starte som et uskyldigt nøgenbillede til ens mand, kæreste eller kone kan udvikle sig til en grim situation, som kan sætte dybe spor gennem hele livet.

Det er ikke unormalt at dele billeder, men når man deler intime billeder uden samtykke – så opstår problemet.

Hævnporno har blandt andet været på programmet på Christiansborg, hvor man ville undersøge om lovgivningen var i orden.

Hvad er hævnporno?

Det er vigtigt at forstå, at der er en forskel på hævnporno og pornografi uden personens samtykke, da der kan være forskellige bevæggrunde bag de to. Uanset hvad så er begge begreber en reference til dét at dele indhold af seksuel karakter uden personen samtykke. Delingen af seksuelle billeder, nøgenbilleder eller videoer rammer særligt kvinder – og ifølge Dansk Stalking Center, så rammer hævnporno 90% af gangene kvinder.

Billederne i hævnporno er ofte taget af personen selv i form af selfies. Ifølge Dansk Stalking Center så viser undersøgelser, at 80% af alle hævnpornobilleder er taget af personen selv, som ens tidligere partner har delt eller en hacker har tiltusket sig adgang til.

Det er ofte en del af fænomenet, at dybt personlige oplysninger som navn, alder, bopæl og links til sociale medier medfølger. Dette gør, at den udsatte kan blive udsat for yderligere uønsket kontakt – og sætte dybe spor for fremtiden. Allerede i 2015 blev det beskrevet, hvordan hævnporno var et stigende problem på tværs af landet.

Hvem sender hævnporno?

Det er typisk en tidligere partner, som deler det pornografiske indhold. Det kan være, at du har sendt et billede til en ekskæreste eller din ægtefælle. Hvis man ikke har givet dit samtykke til at billederne må deles, så er dette ulovligt. Men i andre tilfælde kan det være hackere, der har fået adgang til din computer – det kan være gennem falske e-mails, virus og lignende.

I 2018 var der blandt andet en sag, hvor mere end 1000 mennesker blev anklaget for at have delt hævnporno på de sociale medier. Dette var en sag med stor omtale, da mange var uvidende om, at de var med til at sprede hævnporno direkte. Men hvor folk efterfølgende er blevet dømt.

Hvordan er lovgivningen for hævnporno?

Det er ulovligt at dele indhold, der karakteriseres som hævnporno. Der findes to paragraffer, som man oftest bliver straffet med, hvis man bliver dømt for spredning af materiale uden samtykke.

Straffelovens § 264d: ”Den, der uberettiget videregiver meddelelser eller billeder vedrørende en andens private forhold eller i øvrigt billeder af den pågældende under omstændigheder, der åbenbart kan forlanges unddraget offentligheden”, straffes med bøde eller fængsel i op til 6 måneder.

Straffelovens § 232. “Den, som ved uanstændigt forhold krænker blufærdigheden, straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år eller, hvis forholdet er begået over for et barn under 15 år, med bøde eller fængsel indtil 4 år.”

Det er vigtigt at forstå, at delingen af det pornografiske materiale kan være en del af stalking, hvor der kan være flere paragraffer, som man kan blive straffet under.

Hvad kan ofre for hævnporno gøre?

Hvis du gerne vil fænomenet til livs, så er der fire trin, du som privatperson kan gøre brug af. Det er vigtigt, at du gør dette hurtigst muligt for at undgå yderligere digitale sexkrænkelser.

Du kan dokumentere problemet ved at tage skærmbilleder, så du kan påvise, at dine billeder er blevet delt – og ikke mindst hvor og hvornår de er delt. Derudover kan du tage billeder af kommentarer og oplysninger, som kan være sendt i forbindelse med at materialet er blevet delt.

Det anbefales, at du kontakter politiet. De vil vurdere, hvordan sagen ser ud og ikke mindst sagens omfang. Du skal være opmærksom på, at er du under 18 år, så kan sagen også blive karakteriseret som børneporno.

Hvis du ser dine billeder på en hjemmeside, så kan du skrive til hjemmesiden, hvor dine intime billeder og video er lagt ud for at bede dem om at fjerne indholdet. Hvis hjemmesiden ikke gør det, så kan det være nødvendigt at hyre en advokat for at få hjemmesiden til at fjerne indholdet.

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu