ANNONCE

Han erstatter klubikonet

26. januar 2021 22:23 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Tyske Thomas Tuchel er blevet ansat som cheftræner i Chelsea. Det bekræfter den engelske fodboldklub tirsdag.

Han erstatter klubikonet
Thomas Tuchel har senest været cheftræner i Paris Saint-Germain, som fyrede ham juleaftensdag sidste år. (Arkivfoto) Foto: Franck Fife/AFP

Thomas Tuchel er manden, der skal få Chelsea på ret kurs. Tyskeren er tirsdag blev ansat som ny cheftræner i Premier League-klubben, som mandag fyrede Frank Lampard. Det bekræfter Chelsea på sin hjemmeside.

Tuchel blev allerede mandag sat i forbindelse med Chelsea-jobbet, da det stod klart, at Frank Lampard var fortid.

Fakta

Blå Bog: Thomas Tuchel

Thomas Tuchel nåede kun at være arbejdsløs i kort tid, efter at han i slutningen af 2020 blev fyret i Paris Saint-Germain. Han er tirsdag blevet ansat som ny cheftræner for Premier League klubben Chelsea.

Bliv klogere på den tyske fodboldtræner her:

* Navn: Thomas Tuchel.

* Født: 29. august 1973 (47 år).

* Nationalitet: Tysk.

* Klubber som spiller (1992-1998): Stuttgarter Kickers og SSV Ulm 1846.

* Klubber som cheftræner (2004-2021): FC Augsburg (ungdomshold), Mainz 05, Borussia Dortmund, Paris Saint-Germain og Chelsea.

Udvalgte meritter:

* Vinder af den tyske pokalturnering 2016/17 med Dortmund.

* Vinder af den franske pokalturnering 2019/20 med PSG.

* Vinder af den franske Liga Cup 2019/20 med PSG.

* Vinder af det franske mesterskab 2018/19 og 2019/20 med PSG.

Øvrige resultater:

* Nummer to i Champions League 2019/20 med PSG.

* Nummer to i Bundesligaen 2015/16 med Dortmund.

Kilder: Transfermarkt.com.

– Det er aldrig nemt at skifte cheftræner midt i sæsonen, men vi er meget glade for at få en af Europas bedste trænere i Thomas Tuchel, siger Chelsea-direktør Marina Granovskaia på Chelseas hjemmeside.

– Der er stadig meget at spille for og opnå i denne sæson og fremadrettet.

Kan forlænges

Thomas Tuchel har tidligere stået i spidsen for blandt andre Borussia Dortmund og Paris Saint-Germain.

I Chelsea skal han få rettet op på spillet, efter at London-klubben kun har vundet to ud af de seneste otte kampe i Premier League og blot er nummer ni i ligaen.

Den 47-årige tysker har skrevet under på en kontrakt, der løber frem til udgangen af næste sæson med mulighed for forlængelse, lyder det.

– Vi har alle den største respekt for Frank Lampards arbejde og det eftermæle, han skabte i Chelsea. Samtidig kan jeg ikke vente med at møde mit nye hold og konkurrere i den fedeste liga i al fodbold, siger Tuchel.

Han bliver i Chelsea genforenet med spillerne Christian Pulisic og Thiago Silva, som han tidligere har været træner for i henholdsvis Dortmund og Paris Saint-Germain. Tyskeren deltager allerede i sin første træning med Chelsea-spillerne tirsdag aften og vil være at finde på sidelinjen, når holdet onsdag møder Wolverhampton i Premier League.

Fakta

Abramovich fyrer og hyrer

Klubikonet Frank Lampard må vige pladsen som Chelsea-cheftræner for tyskeren Thomas Tuchel.

Det er langtfra første gang, at den russiske milliardær Roman Abramovich henter en ny mand til at stå i spidsen for klubben, som han overtog i 2003.

Se listen af managers/trænere under Abramovich her:

* 2000-2004: Claudio Ranieri. Italieneren var allerede ansat i klubben, da Abramovich tog over. Den senere mestertræner for Leicester blev afskediget, efter at Chelsea endte på en andenplads.

* 2004-2007: José Mourinho. Det portugisiske trænertalent havde dengang netop vundet Champions League-trofæet med Porto. Mourinho hentede Didier Drogba og Michael Essien til klubben og fik tilnavnet “The Special One”.

Chelsea vandt sin første Premier League-titel i 50 år og slog tilmed pointrekord med 95 point. Året efter genvandt holdet titlen.

* 2007-2008: Avram Grant. Først fik israeleren titlen som direktør for Chelsea, og i september 2007 overtog Grant managersædet fra Mourinho efter en række ringe præstationer.

Efter tilgange af Nicolas Anelka og Branislav Ivanovic sluttede Chelsea som nummer to i Premier League og tabte Champions League-finalen til Manchester United efter straffesparkskonkurrence.

* 2008-2009: Luiz Felipe Scolari. VM-vinderen fra 2002 med Brasilien holdt kun syv måneder i sædet. Han efterlod Chelsea på fjerdepladsen.

* 2009: Ray Wilkins. Den nu afdøde englænder overtog midlertidigt managerjobbet efter fyringen af Scolari. Det blev til én kamp – en FA Cup-sejr over Watford.

* 2009: Guus Hiddink. Den daværende russiske landstræner med hollandsk pas færdiggjorde sæsonen efter Scolaris fyring ved siden af sit virke som landstræner. Hiddink tabte blot en kamp, men bliver nok bedst husket for den kontroversielle 1-1-kamp i Champions League-semifinalen mod FC Barcelona, som gik videre efter en scoring i tillægstiden.

Forinden havde Chelsea følt sig snydt for flere straffespark af dommeren, som Drogba kaldte “en skændsel”.

* 2009-2011: Carlo Ancelotti. Italieneren vandt Premier League i sin første sæson, men blev fyret, efter at Chelsea sluttede som nummer to året efter med nyankomne Fernando Torres på holdet.

* 2011-2012: André Villas-Boas: Chelsea tog igen chancen med et trænertalent fra Porto. Men Villas-Boas fik langtfra samme succes som Mourinho. Efter otte måneder fik den unge portugiser en fyreseddel og efterlod Chelsea uden for den eftertragtede top-4.

* 2012: Roberto Di Matteo. Chelseas assistenttræner overtog tøjlerne efter fyringen af Villas-Boas i marts. Det blev en øjeblikkelig succes. Først vandt klubben FA Cup-trofæet med en finalesejr over Liverpool, og senere blev Chelsea den første London-klub til at vinde Champions League, da holdet slog Bayern München efter straffesparkskonkurrence.

Trofæerne fik ledelsen til at forlænge Di Matteos kontrakt, men i november blev italieneren fyret efter en række dårlige præstationer.

* 2012-2013: Rafael Benítez. Den spanske Champions League-vinder med Liverpool overtog jobbet. Chelsea-karrieren endte dog efter en tredjeplads i ligaen samt et Europa League-trofæ.

* 2013-2015: José Mourinho. Den kontroversielle portugiser returnerede til klubben, og efter et trofæløst første år vandt Chelsea sin første Premier League-titel siden 2010 med spillere som Diego Costa og Thibaut Courtois.

Sæsonen efter gik det helt galt. Mourinho blev fyret og efterlod Chelsea på 16.-pladsen, et point over nedrykningsstregen.

* 2015: Steve Holland. Assistenttræneren stod midlertidigt i spidsen for Chelsea i én kamp.

* 2015-2016: Guus Hiddink. Hollænderen tog for anden gang over i Chelsea som midlertidig manager. Chelsea endte på en tiendeplads.

* 2016-2018: Antonio Conte. Italieneren blev en hurtig succes og vandt Premier League i sin første sæson. Det blev dog blot til en femteplads i den anden sæson, hvilket resulterede i en fyring.

* 2018-2019: Maurizio Sarri. Italieneren blev ansat inden sæsonen, men efter en god start vendte resultaterne omkring jul, og Chelsea nåede blandt andet at tabe 0-4 til Bournemouth og 0-6 til Manchester City. Han vandt dog Europa League med klubben.

* 2019-2021: Frank Lampard. Klubbens tidligere storspiller overtog et hold, der var ramt af en transferkarantæne, og han måtte derfor spille med et ungt hold i sin første sæson. Det til trods opnåede han en hæderlig fjerdeplads i Premier League og en FA Cup-finale.

Forud for hans anden sæson købte Chelsea i transfervinduet sidste sommer spillere for mere end 1,8 milliarder kroner, men efter en god start på sæsonen spillede Chelsea sig væk fra titelræset og ned i midterfeltet, hvilket udløste en fyreseddel.

Kilder: BBC, The Guardian, Transfermarkt og Ritzau.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu