ANNONCE

Døde i badekar: -Vandet var lunkent

18. marts 2021 12:47 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

Pædagogstuderende vil frifindes for uagtsomt manddrab på handicappet kvinde, der omkom i badekar på bosted

Døde i badekar: -Vandet var lunkent
Retten i Kolding Foto: Jan Bjerre Lauridsen, Ritzau/Free

En 20-årig handicappet kvinde omkom for snart to år siden under et bad på et bosted i Vejle.

Nu er en 24-årig kvinde, der var i lønnet praktik som pædagogstuderende, da dødsfaldet skete, tiltalt ved Retten i Kolding for uagtsomt manddrab.

Anklagen går på, at hun ikke sikrede sig, at vandtemperaturen var passende, og at hun efterlod den handicappede kvinde, som var uden sprog, alene i 30 til 45 minutter.

Men den 24-årige kvinde afviser begge dele, da hun torsdag afgiver forklaring i sagen foran en dommer og to domsmænd.

Den tiltalte, der har langt, lyst hår og en tatovering på armen, forklarer, at hun mærkede på temperaturen, da hun tændte for vandet.

– Først var det koldt, så regulerede jeg det, indtil det var behageligt, forklarer hun roligt.

Inden hun tændte for vandet, skulle hun først montere to greb – dels et greb, der skruer op for vandets styrke, dels et greb der regulerer temperaturen.

Forlod kvinden

De to greb var fjernet, fordi der var risiko for, at en anden beboer med selvskadende adfærd ellers ville tage bad om natten.

Da kvinden havde hjulpet beboeren i bad, gik hun ud i køkkenet for at hjælpe en kollega.

Fem-ti minutter senere kom hun tilbage med noget sæbe, som hun havde glemt at give til beboeren i badet. Da var alt normalt, fortæller den tiltalte.

Derefter lod hun igen den handicappede være alene i 10-15 minutter, mens hun hjalp en kollega.

Da den tiltalte og kollegaen kom ind for at hjælpe kvinden op af badet, fandt de hende livløs i badet.

Inden den tiltalte efter egen forklaring gik i chok, nåede hun at mærke på vandets temperatur.

– Jeg mærker på vandet, idet jeg prøver at få Sofie (Sofie Frydensbjerg Nielsen, navnet på den afdøde, red.) op. Temperaturen var lunken, husker den tiltalte.

– Kan vandet have været over 40 grader varmt?, vil senioranklager Kasper Nygaard Jensen vide.

– Nej, det er meget usandsynligt. Det var ikke varmt, siger den tiltalte.

Vil frifindes

Den tiltalte vil frifindes for anklagen om uagtsomt manddrab.

Det har hendes advokat, Lars Dahl-Nielsen, oplyst ved retsmødets begyndelse.

Argumentet er, at hun ikke har udvist en grad af uagtsomhed, der kan karakteriseres som strafbar.

Fakta

Straffelovens paragraf 241

§ 241. Den, som uagtsomt forvolder en andens død, straffes med bøde eller fængsel indtil 4 måneder eller under særligt skærpende omstændigheder med fængsel indtil 8 år.

Er forholdet begået i forbindelse med spirituskørsel, overtrædelse af færdselslovens § 54, stk. 1 eller 2, eller særligt hensynsløs kørsel, anses dette som en særligt skærpende omstændighed.

Kilde: Retsinformation

Advokaten mener heller ikke, at det med sikkerhed er slået fast, at det var vandets temperatur, der forvoldte den handicappede kvindes død.

Hvis den tiltalte findes skyldig, er kravet en bødestraf. Sagen ventes afsluttet fredag.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu