ANNONCE

Bekymret Hansen: -Det er et helt forkert signal

5. januar 2021 19:08 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk og Ritzau Info

Planerne om at lukke tilskuere ind til håndbold-VM vækker bekymring hos Mikkel Hansen.

Bekymret Hansen: -Det er et helt forkert signal
Mikkel Hansen har sagt ja til at stille op til VM, selv om han ikke er tilfreds med udsigten til publikum i hallerne. Foto: Philip Davali/Scanpix

Arrangørerne sender et helt forkert signal ved at lukke tilskuere ind til kampene ved håndbold-VM, der spilles i Egypten senere på måneden.

Sådan lyder det fra den danske landsholdsstjerne Mikkel Hansen, der ikke har megen forståelse for beslutningen om at sætte folk på hvert femte sæde i hallerne.

– Vi kan ikke spille med tilskuere i Danmark, Sverige, Norge, Tyskland, Frankrig og alle mulige andre steder. Men i Egypten kan det åbenbart lade sig gøre. Det er et helt forkert signal at sende, lyder det fra den undrende Paris-spiller.

Usikre tal

Hvor udbredt coronasmitten er Egypten, svæver i det uvisse.

Ifølge de statistikbanker, der følger smitten på verdensplan, er der i landet med mere end 100 millioner indbyggere færre coronatilfælde end i Danmark.

Men tallene viser også, at de egyptiske myndigheder udfører meget få test. Det er med til at øge usikkerheden ved at spille håndbold foran op imod 3000 tilskuere.

– Noget tyder på, at smittetallene måske ikke er helt korrekte. Jeg har svært ved at forstå, at man ikke spille med tilskuere i lande, der tager pandemien ekstremt alvorligt, men dernede kan det sagtens lade sig gøre, siger Mikkel Hansen.

Vil have tilskuere

Arrangørerne meddelte mandag, at man forventer at bruge 20 procent af hallernes tilskuerkapacitet.

Beslutningen er taget efter samtaler mellem myndighederne og arrangøren.

– Dette er en direkte konsekvens af de forholdsregler, som vi tager for at håndtere covid-19.

– Arrangøren følger de seneste globale anbefalinger i forhold til at kunne håndtere pandemien. Siddepladser vil blive organiseret sådan, at der kan holdes social distance mellem tilskuere, og der skal bruges mundbind under turneringen, lyder det videre.

Hovedarenaen Cairo Stadium Indoor Halls Complex, hvor Danmark skal spille sine kampe, har en kapacitet på 17.000 tilskuere. Det betyder, at omkring 3400 vil blive lukket ind, hvis beslutningen står ved magt.

– Det er forholdsvis sent, at de melder ud, at de vil lukke tilskuere ind. Jeg er da bekymret, men det er ikke super meget information, vi har fået om, hvordan de har tænkt sig at gøre det, siger Mikkel Hansen.

Han har tidligere flirtet med tanken om at melde afbud til turneringen, hvis arrangørerne holdt fast i planen om at invitere publikum indenfor.

Den danske nøglespiller slår dog fast, at han har sagt ja til at stille op i Egypten.

VM spilles fra 13. til 31. januar.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu