ANNONCE

Norden frister stadig Hareide

10. maj 2020 20:51 | Af: Ritzau Fokus

Åge Hareide er færdig som dansk landstræner, men et klubjob i Norden kunne godt friste ham igen, siger han.

Norden frister stadig Hareide
Åge Hareide (th.) nåede fire år som dansk landstræner, men coronapandemien ødelagde en smuk afsked med EM i København. (Arkivfoto) Foto: David Klein/Reuters

Coronapandemien endte Åge Hareides tid i spidsen for Danmarks fodboldlandshold før tid.

EM på hjemmebane denne sommer skulle have markeret en perfekt afslutning, men EM-udskydelsen til 2021 betød, at Hareide i stedet blot kan læne sig tilbage, mens den sidste tid af kontrakten med Dansk Boldspil-Union (DBU) løber ud.

Med sine 67 år kan han trække sig tilbage og nyde en pensionisttilværelse, men Hareide har ikke umiddelbart planer om at stoppe trænerkarrieren.

Til svenske Fotbollskanalen fortæller han, at hans agent har været i kontakt med flere klubber, men at han indtil nu ikke har haft fokus på, hvad der skulle ske efter EM.

Tankerne om fremtiden har dog meldt sig, og Hareide kan godt se sig selv fortsætte på de nordiske breddegrader.

– Jeg har haft det godt i Norden. Jeg har haft mulighed for at prøve noget andet, men jeg synes, at jeg har haft nogle rigtig gode job i de nordiske lande, siger han til Fotbollskanalen.

– Jeg havde ikke behov for at rejse væk. Der har bestemt også været tilbud fra de nordiske lande, også for nylig, men coronavirusset har sat en stopper for det hele.

Trods sit norske pas er det ikke umiddelbart hjemlandet, han kigger mest i retning af.

– Allsvenskan (Sveriges bedste række, red.) og Superligaen er de mest kendte i Norden. Jeg har været der og mærket det, og tiden i Malmö FF var helt fantastisk. Jeg nød virkelig Skåne. Vi får se, hvad der sker i fremtiden, siger han.

Malmø søger næppe ny træner lige foreløbig, da klubben for få måneder siden ansatte Jon Dahl Tomasson som ny cheftræner. Ham snuppede den svenske klub fra Hareide, der havde Tomasson som assistent på det danske landshold.

Åge Hareide var fra 2000 til 2002 cheftræner i Brøndby. Derudover har han været norsk landstræner fra 2003 til 2008 og haft klubjobs hos Molde, Helsingborg, Rosenborg, Örgryte, Viking og altså Malmø.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu