Harmonikasammenstød på snorlige landevej

3. juni 2016 16:40 | Af: Peter Koch, pk@newsbreak.dk

Tre biler kørte sammen i eftermiddagstrafikken. Dårlig koncentration får umiddelbart skylden.

Harmonikasammenstød på snorlige landevej
Biler kan køre sammen på den mest snorlige landevej, hvis ellers dem bag rattet er uopmærksomme nok. Foto: Google Maps.

Trafikken på Sognevej ud for Gundsømagle blev fredag eftermiddag sat på hold for en kort bemærkning i det, politiet betegner som et nærmest klassisk uheld på en fredag eftermiddag.

– Tre biler kørte sammen i et harmonikasammenstød, forklarer Lars Galasz, vagtchef ved Midt- og Vestsjællands Politi. Han fortæller, at der endnu ikke er fuldt overblik over, hvad der er gået galt, men politiets teori er, at det er den sløve eftermiddagstrafik, hvor folk kører lidt i ryk kan være årsagen. Det giver jo folk til at lave alt muligt andet end at holde øjnene rettet på det, chaufføren ellers skal fokusere på.

– Man er måske uopmærksom et kort øjeblik, og så går det galt. Det er ikke atypisk, når folk kører hjem fra arbejde, fortæller Lars Galasz til newsbreak.dk

De tre biler kunne ikke umiddelbart køre videre fra området. Og når tre biler holder stille midt på en landevej, så går det ud over trafikken. Den er dog kommet igang igen, kan politiet oplyse.

– Bilerne er blevet skubbet ind til siden. Der er spildt lidt væske, så vi har spredt kattegrus ud for at samle det op, fortæller Lars Galasz.

Chauffører og passagerer har til gengæld ikke umiddelbart spildt nogle former for væske, omend der måske er blevet pillet lidt ved folks forestillinger om, hvad de har overskud til, når de kører bil. Men ridsede egoer også de eneste umiddelbare skader.

– Der er ingen alvorlige personskader overhovedet. De har fået det, vi kalder for knubs, siger Lars Galasz til newsbreak.dk

Del:
Del din kommentar
Forsiden lige nu