ANNONCE

Hastet på hospital med helikopter

26. juli 2020 08:43 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk og Ritzau Info

Både kendte, politikere og almindelige danskere sender tanker til prins Joachim og familien efter blodprop.

Hilsnerne strømmer ind på sociale medier til Prins Joachim, der fredag aften i Frankrig blev opereret for en blodprop i hjernen.

Prins Joachim blev sent fredag aften blevet opereret.

Det oplyser Kongehuset.

Prinsen blev sent fredag indlagt på Universitetshospitalet i Toulouse, Frankrig, hvor han kort tid efter blev opereret.

Operationen var vellykket, og prinsens tilstand er siden blevet beskrevet som stabil.

“Kongehuset har på nuværende tidspunkt ikke yderligere oplysninger, men det er Hendes Majestæt Dronningens ønske, at familien får ro fra offentligheden under indlæggelsen. Hendes Kongelige Højhed Prinsesse Marie er hos sin mand,” skriver Kongehuset.

Det danske kongehus har blandt andet oplyst om operationen på sin Facebook-side, hvor over 15.000 natten til søndag har reageret på nyheden, og flere tusinde har sendt ønsker om god bedring.

Varme hilsner

Også flere politikere sender deres tanker til prins Joachim.

– Med ønsket om god bedring – de bedste tanker til Prins Joachim og familien, skriver forsvarsminister Trine Bramsen (S) på Twitter.

Imens skriver Venstre-formand Jakob Ellemann-Jensen:

– Rigtig god bedring til HKH Prins Joachim! Og alle gode tanker til HKH Prinsesse Marie, alle børnene og resten af den kongelige familie.

Med helikopter på hospitalet

Ifølge DR befandt prinsen sig på dronningens vinslot, Cayx, da han måtte hastes til et lokalt hospital og senere flyves med helikopter til Toulouse.

Han er ifølge mediet ved bevidsthed og har familien omkring sig.

Kongehuset meddeler, at det ønsker “ro fra offentligheden” under indlæggelsen.

– Ønsker prins Joachim alt det bedste. Tankerne hos den kongelige familie. Håber alle vil respektere hoffets ønske om, at familien får fred i den svære tid, skriver formanden for Dansk Folkeparti, Kristian Thulesen Dahl, på Twitter.

Nyt job i Frankrig

51-årige prins Joachim valgte sidste år at flytte til Frankrig, hvor han begyndte på den højest rangerede lederuddannelse i det franske militær ved militærakademiet Ecolé Militaire – som den første dansker nogensinde.

Coronavirussets hærgen betød, at familien i marts pludselig måtte tage retur til Danmark for at få testet parrets søn, prins Henrik, der havde svært ved at trække vejret.

10. juni kunne Forsvarsministeriet så oplyse, at prins Joachim bliver ny forsvarsattaché i Paris fra 1. september.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu