Hav altid dette i bilen om vinteren

9. november 2019 06:02 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Det kan blandt andet være en hjælp mod en tilfrosset forrude, hvis du parkerer bilen mod det rigtige verdenshjørne.

For nylig delte Newsbreak.dk historien om den nordjyske kørelærer Arvid, der havde brugt Facebook til at udbrede et ganske solidt trick til at fjerne frost fra bilruderne.

Med en frostpose fyldt med lunkent vand kan du simpelthen bare smelte frosten af ruderne.

– Alt er jo opfundet. Men det er et godt trick, forklarede Arvid Jacobsen.

(Artiklen fortsætter under videoen)

I galleriet over artiklen kan du se en række effekter, det er en rigtig god ide at have med i bilen, når vinteren gør sit indtog.

Morgen-stråler

Selv om vi egentlig ikke officielt er nået til vintermånederne endnu, så er nattefrosten så småt over os, og Arvids trick kan blive nødvendigt ganske snart.

Danmarks Meteorologiske Institut (DMI) oplyste fredag til Newsbreak.dk, at der i de kommende dage er udsigt til, at nattefrosten gør sit indtog.

– I nat (natten til lørdag, red.) kommer vi lige under frysepunktet i store dele af Jylland og på Fyn, mens det på Sjælland bliver mellem to og tre grader. På Bornholm bliver det mellem seks og syv grader, sagde vagthavende Klaus Larsen.

Det rammer særligt bilen, hvor frosten kan sætte sig på ruderne og få bildøren til at fryse fast.

Tænk over retning

Men det er der råd for. Det handler bare om at planlægge sig ud af problemerne, forklarer Gunnar Thykjær, der er driftsdirektør for Falck Vejhjælp.

– Du kan med fordel parkere din bil imod øst, så morgenens stråler smelter rimfrosten, der er kommet over natten. Derudover er det en god idé at udstyre bilen med ekstra sprinklervæske, siger han.

Skal du afsted, før solens stråler når at vise sig, kan du aftenen inden benytte dig af et simpelt trick.

– Lader du bilen stå udenfor om natten, kan du med fordel dække forruden til med et stykke pap, som du sætter fast med vinduesviskerne, råder seniortekniker Jørgen Jørgensen fra bilejernes interesseorganisation FDM.

Det kan nemlig tage det lag is, der måtte lægge sig.

Dæk ruderne af

Du kan også købe rudedækning, som ligeledes kan bruges om sommeren til at holde solen fra at overophede bilen.

Har du ikke benyttet dig at disse metoder, er den klassiske løsning at bruge en isskraber eller isfjerner, du kan spraye på ruden.

Vil du sikre dig, at døren ikke fryser til, handler det om at holde gummilisten på døren så tør som muligt. Det er nemlig ofte fugt i gummilisten, der får døren til at fryse fast, fortæller Jørgen Jørgensen.

Varm bilen op

Derudover kan du behandle listerne med silikone, så de nemmere giver sig, når frosten har fat.

Når temperaturen er under frysepunktet, vil der også oftere dannes fugt inde i bilen. Det kan en affugtningspose være med til at afhjælpe.

– En affugtningspose kan i et vist omfang fjerne duggen. Men du slæber også meget fugt med ind i bilen via sko og tøj, og det sætter sig på ruderne, når det fordamper, siger Jørgen Jørgensen.

Derfor er det vigtigt at få varmet bilen op, og her har biler med aircondition en klar fordel. Det er nemlig den mest effektive måde at affugte bilen på, lyder det fra seniorteknikeren.

Sørg desuden for at give bilen et gennemsyn, så den kan holde til de kolde måneder.

– Når vi går ind i vintersæsonen, skal vi være ekstra opmærksomme på, at batteriet er i god stand, at der er den rette mængde væske i bremsevæskebeholderen, og at kølervæsken er korrekt frostsikret, lyder det fra Gunnar Thykjær fra Falck Vejhjælp.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu