Heldig millionær vil købe tre BH’er

19. juli 2019 22:54 | Af: Nicklas Skyum Clausen, nc@newsbreak.dk

En heldig mand har reddet både pensionen og ægteskabet.

Heldig millionær vil købe tre BH'er
Den heldige vinder havde spillet Eurojackpot. Foto: Danske Spil

En mand i tresserne fra Herlev Kommune blev i fredags den heldige vinder af 3.448.609 kr. på en andenpræmie i Eurojackpot.

Vinderen, der har et Plus-abonnement og derfor spiller med fast hver uge, havde hverken fået tilmeldt sig den mail- eller SMS-service, der gør, at man normalt får direkte besked, derfor kom det som et lyn fra en klar blå sommerhimmel, da han i mandags blev ringet op af Danske Spils Kundecenter.

– Altså det var jo helt surrealistisk. Vi stod og ventede på, at vores venner som vi skulle i sommerhus med, kom og hentede os. Så vi stod midt i pakningen, da han ringede fra Danske Spil. Jeg troede slet ikke på det i første omgang, men han sagde, at jeg jo kunne logge på min konto og se, at den var god nok. Men det havde jeg jo ikke tid til, for jeg skulle jo pakke. Så der gik en times tid, inden jeg fik det verificeret, og så skal jeg da indrømme at der kom en tåre i øjenkrogen både hos min kone og jeg, fortæller manden, der vil være anonym.

Det blev en ekstra munter biltur, da vennerne straks blev indviet i parrets nye status som millionærer.

– Vi gav da også en frokost på vejen. Det manglede bare, lyder det fra manden, der med et glimt i øjet tilføjer, at det var heldigt for hans ægteskab, at gevinsten kom.

– Jeg har spillet i mange år, og da min kone og jeg gik på henholdsvis pension og efterløn for nogle år siden, så har min kone været lidt sur over, at jeg stadig brugte penge på at spille. Men nu er hun ganske tilfreds, og vil ikke skilles alligevel, siger han og griner højlydt.

Perfekt timing

Han forklarer, at pengene kom på et meget belejligt tidspunkt, da deres opsparing er ved at være brugt.

– Man lever jo ikke som konger og baroner, når man er på henholdsvis efterløn og pension. Så der var ved at være lidt lavvande i kassen efterhånden. Så dette er virkelig en dejlig saltvandsindsprøjtning. De kommer jo på et perfekt tidspunkt i vores liv. Nu har vi jo for alvor tid til at nyde pengene med dem, vi holder af.

Den heldige vinder hentyder til parrets fire børn og 12 børnebørn, som har fået besked om deres forældre og bedsteforældres nye status som millionærer.

-De nærmest råbte ind i røret: Det er løgn. Men så måtte jeg jo forklare, at der er to ting, jeg ikke joker med. Og det er dødsfald og penge. Men de blev meget glade på vores vegne, og vi har da også allerede talt om, at både børn og børnebørn skal have en skilling.

Artiklen fortsætter under videoen

Derudover skal pengene på kort sigt bruges til tre nye BH’er til konen og på længere sigt drømmer parret om at komme til New York eller de Vestindiske Øer.

– Det har ikke rigtig været realistisk før nu. Og man skal jo gøre det, mens man kan. Vi ved jo ikke hvor længe, vi er her på jorden, så det er bare om at nyde det. Og det må man sige, vi har rig mulighed for at gøre nu.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu