Hemmeligholdt: Yahya Hassan afslører stor nyhed

7. november 2019 22:24 | Af: Jonathan Lykke Lilmoës, jl@newsbreak.dk og Ritzau Info

Yahya Hassan udgiver fredag sin anden digtsamling siden debuten "Yahya Hassan" i 2013.

Hemmeligholdt: Yahya Hassan afslører stor nyhed
Digteren Yahya Hassan udgiver fredag en ny digtsamling. Han er i øjeblikket indlagt. (Arkivfoto) Foto: Søren Bidstrup/Scanpix

Digteren Yahya Hassan udgiver fredag en ny digtsamling, hvilket er hans første udgivelse siden debuten for seks år siden.

(Artiklen fortsætter under videoen)

Det skriver Weekendavisen, der har interviewet digteren over telefonen, mens han har været indlagt på Retspsykiatrisk Afdeling i Skejby i Aarhus.

– De troede ikke, jeg kunne skrive mere, hvis jeg ikke gik rundt i jakkesæt, men jeg skriver stadig digte, siger Yahya Hassan til Weekendavisen.

Elendigheden

Den 24-årige Yahya Hassen forklarer, at digtene “fortsætter, hvor de andre slap”. De handler om vold, overfald, om at sidde i fængsel, om stoffer og om psykisk sygdom.

– Jeg skriver om mit liv og mig selv, og det er elendighed og sorg, der er katalysatoren, 90 procent af min motor kører på pis, lort og gylle. Ufortyndet pis og lort, siger Yahya Hassan.

– Jeg skulle ikke tilbage til det der Hassan-show. Jeg er pisseligeglad med jer allesammen, siger han til Weekendavisen.

Har fået nok

Digtsamlingen udkommer fredag i 25.000 eksemplarer på Gyldendal. Forlaget har holdt udgivelsen hemmelig frem til udgivelsen. Der er 59 digte i samlingen.

– Jeg er en af de største digtere, der findes, men perkeren her har fået nok, siger Yahya Hassan.

Yahya Hassans digtsamling “Yahya Hassan”, der blev udgivet i 2013, har solgt 122.000 eksemplarer. Det er den bedst sælgende debutsamling i Danmark.

Yahya Hassan har ifølge forlagschef Simon Pasternak fra Gyldendal skrevet på digtsamlingen i flere år og kontaktede forlaget før sommerferien.

Personligt

Simon Pasternak fortæller om en meget ærlig digtsamling, der beskriver digterens op- og nedture siden debuten i 2013.

– Det er en meget personlig, mørk, ensom og rå bog, der handler om at blive det, han kalder hele Danmarks præmieperker og ikke kan falde til ro i den rolle, siger Simon Pasternak.

– Derefter at ende med at blive jagtet vildt af folk fra sit eget miljø, blive fængslet, psykotisk og til sidst indlagt. Det handler om ikke at kunne finde sig selv og om at miste – både sig selv, kærligheden og troen på sig selv, siger han til Ritzau.

Skyldig

Yahya Hassen blev for et år siden dømt til psykiatrisk behandling på ubestemt tid.

Han erkendte sig skyldig i 42 lovovertrædelser om alt fra vold og trusler til hærværk og brud på tilhold mod at opsøge en ekskæreste.

En retspsykiatrisk erklæring fastslog dengang, at digteren formentlig var sindssyg på de tidspunkter, da forbrydelserne fandt sted.

Han er også tidligere dømt for at skyde en ung mand.

Fakta

Blå bog: Yahya Hassan - på kant med loven

Her kan du læse om den 24-årige digter:

Navn: Yahya Hassan.

Født: 19. maj 1995 i Aarhus V af palæstinensiske forældre.

Barndom/ungdom: Forældrene blev skilt, da han var syv år. Som 13-årig blev han fjernet fra hjemmet og anbragt på institution.

På et socialpædagogisk opholdssted udviklede den dengang 16-årige Hassan et kæresteforhold til en 38-årig kontaktperson. Kvinden blev senere dømt for at have haft samleje med Hassan.

Uddannelse: Yahya Hassan har gået på forfatterskolen.

Litteratur: I oktober 2013 udgav han bogen “Yahya Hassan”, der med 120.000 solgte eksemplarer blev den hidtil bedst sælgende debutdigtsamling.

Politik: I april 2015 bekendtgjorde Hassan, at han ville stille op til Folketinget for Nationalpartiet. Partiet nåede dog ikke at blive opstillingsberettiget, og Hassan stillede op som løsgænger, men blev ikke valgt.

Året efter blev han smidt ud af partiet, efter han var blevet anholdt for narkokørsel.

Yahya Hassan har en række domme for blandt andet tyveri, hæleri og for at have skudt en 17-årig mand i foden.

Kilder: Retten i Aarhus, Ritzau.

Fakta

Det indebærer Hassans dom til psykiatrisk behandling

Retten i Aarhus har torsdag idømt digteren Yahya Hassan en dom til psykiatrisk behandling for 42 lovbrud.

* Dommen skyldes, at Hassan er så psykisk ustabil, at en almindelig fængselsstraf ikke kan komme på tale.

* Kriminelle, som er sindssyge eller mentalt retarderede, kan ifølge straffeloven nemlig slet ikke straffes.

* I mindre alvorlige sager kan retten idømme den kriminelle foranstaltninger såsom tilsyn, ambulant behandling eller afvænning.

* I mere alvorlige tilfælde kan retten vælge en behandlingsdom. Det er den foranstaltning, Yahya Hassan har fået.

* En behandlingsdom indebærer, at den dømte som udgangspunkt indlægges på en psykiatrisk afdeling. Under opholdet vurderer en overlæge, hvilken behandling den dømte skal modtage.

* Det er også overlægen, der træffer beslutning om udskrivelse til fortsat ambulant behandling under tilsyn af Kriminalforsorgen.

* Er anbringelsen sket på baggrund af alvorlig kriminalitet, sådan som det er tilfældet med Hassan, er der i udgangspunktet tale om anbringelse på ubestemt tid. Dog skal Hassan maksimalt være indlagt på psykiatrisk afdeling i ét år, hedder det i dommen.

* Det tidsubestemte element betyder i hans tilfælde således blot, at det til hver en tid kan besluttes, at han skal genindlægges.

* I meget alvorlige sager, hvor den dømte vurderes at være til ekstraordinær fare for andre, kan retten vælge en dom til anbringelse på Sikringsafdelingen i Slagelse.

* I modsætning til en behandlingsdom kan en anbringelsesdom kun ophæves af retten ved en såkaldt foranstaltningsændring. For eksempel kan dommen ændres til en almindelig behandlingsdom.

* Behandlings- og anbringelsesdomme må ikke forveksles med en forvaringsdom.

* Forvaring gives til personer, som ikke er sindssyge, men som menes at være så farlige, at det vil være uforsvarligt at sætte en udløbsdato på indespærringen. Desuden afsoner forvaringsdømte i et almindeligt fængsel.

Kilder: Straffeloven, psykiatriloven, Region Sjælland, Kriminalforsorgen.

x
Del din kommentar
Forsiden lige nu