ANNONCE

Her åbner nye danske testcentre

11. december 2020 22:14 | Af: Jeppe Bjerre Trans, jt@newsbreak.dk og Ritzau Info

For at opfylde en aftale om 50.000 lyntest om dagen vil Falck åbne yderligere 36 testcentre i Danmark.

Her åbner nye danske testcentre
Falck har indgået en aftale med regeringen og Danske Regioner om at tilbyde gratis test til op mod 50.000 om dagen, og selskabet vil derfor oprette yderligere 36 testcentre. På billedet ses en podning ved Falcks station i Maribo. (Arkivfoto). Foto: Claus Bech/Scanpix

Falck vil åbne testcentre, så der er et teststed maksimalt en times kørsel fra ethvert sted i Danmark.

Det oplyser Falck i en pressemeddelelse, efter at regeringen og Danske Regioner fredag aften har indgået en aftale med Falck om 50.000 daglige hurtigtest for coronavirus. Enhver kan bestille en test, og den vil være gratis.

– Vi er rigtig glade for nu at blive en del af den samlede indsats med screening og smitteopsporing, siger Jakob Riis, der er administrerende direktør i Falck, i meddelelsen.

Siden begyndelsen af november har Falck tilbudt antigentest mod betaling i 12 testcentre samt ved mobile testenheder, som kan rykke ud til virksomheder og uddannelser.

I øjeblikket kan Falck teste omkring 5000 om dagen.

Men 12 testcentre skal blive til 48 i den kommende tid, hvor selskabet har planer om at åbne yderligere 36 enheder for at når målet om de 50.000 daglige test.

– Vi arbejder på hurtigt at opskalere vores testkapacitet og ser frem til at hjælpe så mange borgere som muligt på testcentrene. Vi håber på forståelse, hvis der forekommer længere ventetid ude på teststationerne, siger Jakob Riis i meddelelsen.

Kapaciteten øges “hurtigst muligt”, men det fremgår ikke af meddelelsen, hvornår Falck forventer at kunne teste 50.000 om dagen.

Maks en times kørsel

Målet er foruden bedre testkapacitet, at ingen i Danmark skal køre mere end en time for at nå hen til et teststed.

Det er allerede aftalt med Holbæk Kommunes borgmester, Christina Krzyrosiak, at der oprettes et testcenter i kommunen, der har været plaget af ventetider på op mod to uger for at få en test.

Fra mandag klokken 11 åbner en teststation derfor i Stadionhallen i Holbæk, hvor Falck har lejet sig ind.

Testene, der bliver udbudt af Falck, er antigentest – også blot kaldet hurtigtest. De kan giver svar 15-30 minutter, efter at prøven er taget ved en podning i næsen.

Resultatet er dog langtfra lige så sikkert som en PCR-test, som er den test, der bliver foretaget i de hvide telte og foretages ved en podning i halsen.

En hurtigtest skal ses som et supplement til PCR-test.

Har man symptomer, eller har man været i nær kontakt med en smittet, anbefaler sundhedsmyndighederne fortsat, at folk får taget en PCR-test, som bookes via hjemmesiden www.coronaprover.dk.

Fakta

Hold virusset væk

Sådan undgår du at blive smittet med coronavirus Covid-19:

– Vask dine hænder tit, eller brug håndsprit.

– Host eller nys i dit ærme – ikke dine hænder.

– Begræns den fysiske kontakt, og undgå håndtryk, kindkys og kram.

– Vær opmærksom på rengøring – både hjemme og på arbejdspladsen.

– Hvis du er ældre eller kronisk syg, så hold afstand, og bed andre tage hensyn.

Kilde: Sundhedsstyrelsen.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu