ANNONCE

Her er årsagen til stor eksplosion

22. oktober 2020 20:34 | Af: Majken Munk Nielsen, mn@newsbreak.dk

Fyns Politi har nyt i sagen om eksplosionsbranden på Græskæmnervej i Svendborg.

I slutningen af juni udbrød der en eksplosionsbrand i et hus på Græskæmnervej 17 i Svendborg.

En person – der siden blev identificeret som husets beboer – omkom i branden.

Fyns Politi har siden efterforsket hændelsen for at klarlægge, hvad årsagen til eksplosionsbranden var. Det er politiet nu kommet frem til.

Det oplyses i en pressemeddelelse fra politikredsen.

Brand kom af eksplosion

Det var en kraftig eksplosion, der udviklede sig til en brand. Det endte med, at det kun var enkelte ydermure, der stod tilbage, da branden blev slukket.

Resterne af boligen, som en 60-årig mand boede i, blev efterfølgende undersøgt af eksperter.

Teknikere fra National Kriminalteknisk Center, NKC, og Beredskabsstyrelsen har i resterne af huset fundet spor af stoffet PETN.

Stoffet bruges i flere typer af sprængstof blandt andet i formbart sprængstof, detonatorer og sprængsnor.

NKC og sprængstofeksperter fra EOD, Forsvarets Ammunitionsrydningstjeneste, har derudover konkluderet, at der er blevet anvendt op til et kilo sprængstof under eksplosionen.

Det er ikke lykkedes at opklare, hvor sprængstoffet stammer fra.

Da eksplosionsbranden brød ud, blev området i en radius af 100 meter spærret af.

Alle undersøgelser tyder på, at der var tale om en enkeltstående ulykkelig hændelse.

Det er også årsagen til, at Fyns Politi nu har afsluttet efterforskningen af eksplosionsbranden.

ANNONCE

ANNONCE
Del din kommentar
Forsiden lige nu